Da TV 2 tirsdag udsendte en pressemeddelelse om, at TV-stationens nyhedsdirektør Michael Dyrby forlod sin stilling på grund af en privat affære, gik der et sug igennem samtlige redaktionslokaler i Danmark. Også på Berlingske, hvor »sagen« blev diskuteret heftigt i de åbne kontorlandskaber og over kaffen til redaktionsmøderne.
Samtidig gik de sociale medier i selvsving. Især på Facebook og Twitter, hvor hashtags som #dickpic og #dyrbygate gjorde deres til at udbrede og udpensle pinlighederne for hele nationen. Sådan er det. Sladder har før og nu og i al fremtid sit eget liv, og alene det, at vi her havde at gøre med en respekteret og magtfuld person fra egen branche, var blot med til at forstærke den tværmediale snadren i krogene.
Efterfølgende kom så Den Anden Bølge. I dette tilfælde i form af alle rationaliseringerne fra folkedybet. Lå der andet og mere bag opsigelsen? Dækkede pressemeddelsen over nogle helt andre og langt alvorligere handlinger? Var det i det hele taget den rigtige måde at gribe sagen an på?
Ellers fornuftige mennesker, som man kunne forestille sig havde vigtigere og mere alvorlige ting at lave, blev dagen lang ved med at rulle sig rundt i stadig mere og mere bizarre konspirationsteorier. Ingen vidste reelt mere end naboen, men kloges og laves sjov skulle der – og det blev der.
Men herefter gik det så i stå. Det, der kunne have været Den Tredje Bølge, udeblev og endte i et par sporadiske krusninger i vandoverfladen. Et enkelt medie fandt efter ihærdigt arbejde en forbindelse mellem Dyrbys elskerinde og den tidligere socialdemokrat fra Køge, Tommy Kamp. Uha uha.
Andre fik sexologer til at sætte ord på forelskelsens momentane vanvid, og Danske Spil var hurtigt ude med odds på, hvem der kunne være Dyrbys afløser. Få pip her og der – primært i formiddagspressen. Fuldstændig ligegyldig information, og så løb kreativiteten da også ud, og det bør vi egentlig være godt tilfredse med. For der var jo sådan set ikke mere.
Og værd at bemærke i denne sammenhæng er det, at flere danske medier rent faktisk i flere uger havde været i besiddelse af særdeles kompromitterende billeder i sagen – uden at gøre noget ved dem. Hvis Dyrby derimod havde været nyhedsdirektør i England, havde piben ganske givet haft en helt anden lyd.
Her skånes ingen magtfulde mænd for Den Tredje Bølge, der som en ren tsunami af løftede moraliserende pegefingre skyller ind over enhver, der synes at træde en smule ved siden af. Her slipper hverken de traditionelle eller sociale medier en sådan godbid, men gnaver den helt ind til benet og suger marven ud, så kun skroget ligger tilbage.
Det er vi lykkeligvis – indtil videre – fri for herhjemme, og da utroskab – endnu – ikke er lovmæssigt strafbart, er det dybest set ingen andre end hovedpersonen selv, der må stå til ansvar for sine handlinger og ved, hvad der er rigtigt eller forkert at gøre i en given sag. Hverken medier eller menigmand bør bruge energi på at blande sig i dette og stille sig til dommer over det skete.
Så fri os for de britiske tilstande herhjemme. Som en god ven til Dyrby skrev efterfølgende: »Måtte de mennesker, som fordømmer Michaels handlinger, leve et nådigt liv, hvor de ikke udsættes for det, som de fleste af os prøver. At fejle.« Det sker for selv den bedste.