Fremtiden for Jagtvej 69 usikker

Det er fortsat uvist, om Faderhuset vil rive Ungdomshuset ned. Det er også uvist, om de unge får et nyt sted - en mulighed er en nedlagt brandstation.

Jagtvej på Nørrebro - dagen efter de voldsomme uroligheder, hvor unge og kampklædt politi sloges i gaderne. Foto: Bax Lindhardt Fold sammen
Læs mere

Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) fik ikke den afklaring om

Ungdomshusets fremtid, som hun havde håbet på, da hun inviterede Faderhusets leder, Ruth Evensen, til et møde mandag formiddag på Københavns Rådhus.

Den kristne frikirke Faderhuset, som ejer Ungdomshuset, afleverede i sidste uge en anmodning om at rive huset

ned, men det er stadig uvist, om Faderhuset vil bruge tilladelsen, hvis det får den.

- Jeg har indtryk af, at de først lige vil ind og vurdere, hvor galt det står til med huset. Hvis de synes, at det står galt til, vil de rive det ned, og hvis det ikke står så galt til, kan de også godt se, at det er et hus med en historie, som det kunne være spændende at arbejde videre med, sagde Ritt Bjerregaard efter mødet.

Ruth Evensen ønskede ikke at udtale sig til pressen efter mødet.

Faderhusets formelle anmeldelse om at nedrive Ungdomshuset, som i sidste uge blev afleveret til teknik- og miljøborgmester Klaus Bondams (R) kontor, bliver tilsyneladende hastebehandlet.

Teknik- og Miljøforvaltningen har allerede afleveret en positiv indstilling i sagen til Teknik- og Miljøudvalget, som behandler sagen tirsdag. Men selv om også Teknik- og Miljøudvalget siger

ja til en nedrivning, kan der først gives grønt lys til bulldozerne, når Borgerrepræsentationen 11. januar har taget stilling til sagen.

Det er Enhedslisten, der har bedt om at få spørgsmålet op i

Borgerrepræsentationen, og hvordan en afstemning vil falde ud, var ikke afklaret mandag.

De Radikale tager først stilling til spørgsmålet tirsdag, SF ønsker ikke en nedrivning, og hos Socialdemokraterne hersker der tilsyneladende uvished.

- Jeg synes, det er svært at forudsige, hvordan en afstemning vil falde ud, sagde Bjerregaard.

Hun har ikke personligt opfordret Faderhuset hverken til at rive huset ned eller lade være.

- Det er ejerne, der træffer den beslutning. Det jeg som overborg-mester er interesseret i, det er dels, at vi får det så fredeligt som muligt omkring det her, dels at vi også prøver at kikke efter et sted sammen med fonden (Fonden Jagtvej 69, red.), hvor nogen af de fredelige fra Ungdomshuset kan være, sagde Ritt Bjerregaard.

Heller ikke det spørgsmål er der kommet nogen afklaring på. En bygning på Christiania, et gammelt søminedepot, ville ifølge Ritt Bjerregaard være ideel som et nyt ungdomshus, men den idé er nu udelukket, da ejerne ikke vil sælge.

I stedet er kommunen nu gået i gang med at undersøge, om en nedlagt brandstation på Jagtvej 155D er en brugbar mulighed, oplyste Ritt Bjerregaard.

- Vi kan godt se, at en stor by som København rummer grupper af unge, som dem, der er i Ungdomshuset, og hvis vi kan finde en eller anden mulighed via fonden, så er det jo godt, siger Ritt Bjerregaard.

Hun håber, at tilbuddet om et nyt sted, som de unge kan acceptere, vil betyde, at den forestående rømning af Ungdomshuset vil forløbe fredeligt.

/ritzau/