Fremtiden er i dag

I trilogien »Tilbage til fremtiden« rejser Marty McFly fra 1985 frem til lige præcis i dag. Med en legende tilgang til begrebet tidsrejser ramte man langt mere præcist i forudsigelserne end mange andre film.

»Back to the Future« med Michael J.Fox og Christopher Lloyd i hovedrollerne brændte sig i 1985 ind på et begejstret publikums nethinder. I den første af de to opfølgere rejser de to kammerater frem i tiden til 21. oktober 2015. Og efterhånden som vi er nået frem til 21. oktober 2015 i virkelighedens verden, må vi konstatere, at ikke så få af filmens forudsigelser har noget på sig. Fold sammen
Læs mere

Fremtiden er per definition svær at forudsige. Hvis en forfatter skriver om fremtiden, hjælper vi læsere med at danne billeder inde i vores egne hoveder om, hvordan fremtiden ser ud. Og vi hjælper med at korrigere, efterhånden som tiden går. Vi hjælper med at holde værket i live.

Med film er det en anderledes utaknemmelig opgave at få fremtiden til at være troværdig, fordi man binder sig til at vise os fremtiden. Billede for billede og helt ned i detaljerne. Og de står ikke til at ændre. De står blot tilbage med risiko for at blive til grin.

Selv en Stanley Kubrick har måttet sande, at hans store talent og grundige research ikke rakte til at forudsige fremtiden synderligt præcist, selv om både film som »Rumrejsen 2001« og »Clockwork Orange« er originale og uomgængelige værker. Til gengæld er det gået forbløffende godt med fremtidsforudsigelserne i »Tilbage til fremtiden«-trilogien.

Stor succes med originalen

»Tilbage til fremtiden« er produceret af Steven Spielberg, der midt i 1980erne så en ligesindet legekammerat i instruktøren Robert Zemeckis, som netop havde haft succes med »Nu går den vilde skattejagt«. Siden lavede han også »Forrest Gump«, og han står også bag biografaktuelle »The Walk«.

Den første »Tilbage til fremtiden« fra 1985 handlede om den unge fyr Marty McFly (Michael J. Fox), der via sit venskab med den gale videnskabsmand Doc (Christopher Lloyd) rejser tilbage til 1955. Filmen kostede knap 20 mio. dollar, og alene i USA indspillede den det tidobbelte. Blandingen af en original historie, en ny stjerne i Michael J. Fox og lidt mere end almindelig intelligens i en blockbusterfilm gav en succes, som respekten gennem tiden kun er blevet større for.

I den sidste scene i »Tilbage til fremtiden« kommer Doc ræsende ind i indkørslen i sin sportsvogn DeLorean DMC-12. Han er kommet fra fremtiden og vil have Marty med. »Noget må gøres angående dine børn«, lyder det. Marty og kæresten sætter sig ind i bilen, som Doc tanker op med affald fra en skraldespand. »Der, hvor vi skal hen, har vi ikke brug for veje,« siger videnskabsmanden og så letter bilen fra forstadsgaden og flyver op i himlen.

Regnede ikke med fortsættelse

Afslutningen på filmen var udelukkende ment som en vittighed, for Zemeckis havde ikke et øjeblik overvejet endnu en film. Men da »Tilbage til fremtiden« fik den store succes, oplyste man fra filmselskabet Universals side, at der ville blive lavet en fortsættelse – med eller uden skabernes hjælp. Sådan er det i USA. Tommelfingerreglen er, at en fortsættelse kan indtjene halvdelen af en original succes, næsten uanset hvordan den flikkes sammen.

»Filmen var pludselig blevet et virksomhedsaktiv. Vi sagde ja på betingelse af, at vi kunne få Michael J. Fox og Christopher Lloyd med, og det fik vi,« har Robert Zemeckis siden sagt.

Der gik da også fire år, inden fortsættelsen kom, hvilket ikke var med Universals gode vilje, for hvor længe kan et publikum huske en succes?

»Det er branchens natur, at fortsættelser skaber urealistisk store forventninger, så vi gik i tænkeboks. Publikum tænker på fortsættelser sådan, at de gerne vil se de samme helte, men de velkendte karakterer skal jo helst have nye udfordringer. Det er en svær opgave, fordi alle, der har set den første film, næsten inden de er ude af biografen, selv skaber en fortsættelse i deres egne hjerner,« lød det fra Zemeckis.

Fremtidsfilm er svært

I starten var der en modvilje mod at tage ind i fremtiden. Nærmere bestemt til 2015.

»Indtil da havde det været sådan, at den eneste slags fremtid, billetkøberne accepterede, var en slags George Orwell-agtig fremtid, der typisk er meget dyster. Sådan var traditionen. Samtidig er problemet, at man aldrig rigtigt kan ramme rigtigt. Derfor valgte vi den tilgang, der hed, at vi lod os drive fremad af spøg og drillerier. Jeg ville egentlig helst aldrig have lavet en film om fremtiden, fordi man undervurderer noget og overvurderer noget andet. Det er meget svært,« har Zemeckis fortalt.

Producer Bob Gale supplerer: »Vi besluttede, at det, der skulle være galt med fremtiden, skulle være opstået på grund af de mennesker, der levede i fremtiden og ikke som sådan på grund af den teknologiske udvikling. Ydermere lød ordren på at fremstille tingester, der var mere muntre og sjove end egentligt praktiske.«

Brugervenlig fremtid

Derefter blev der holdt endeløse rækker af møder om, hvordan fremtiden skulle se ud med kostumeafdelingen og rekvisitfolkene.

Opgaven med helt konkret at designe fremtiden gik til en helt ung designer, John Bell fra effektfirmaet Industrial Light and Magic (ILM). Beskeden til ham var ret kort: »Gå 30 år ind i fremtiden. Hvor der eksisterer noget, man kalder et Hoverboard.« Og derfra skulle han blot finde på og finde på. Lige netop »det svævende skateboard« – Hoverboardet – blev den opfindelse i filmen, der tændte publikums fantasi mest. Det var cool fremtid og alligevel til at forstå, fordi vi kendte skateboardet.

Foto: Universal/Toyota.

Alle ideer var ikke lige gode, for en idé skal også være let at formidle. For eksempel droppede man en tanke om, at statisterne skulle gå med paraply, fordi det ville dryppe med olie fra himlen på grund af alle de flyvende biler. Den idé var for svær at forklare på film.

Ansvaret for selve designets udformning lå hos production designer Rick Carter.

»Det handlede om at komme videre end »Blade Runner«. At komme forbi røg, krom og den slags. Vi ville gerne være lige så detaljerede, men samtidig skulle vi fortælle om fremtiden i en anden tone. Vi forsøgte derfor at skabe en brugervenlig fremtid i modsætning til en undertrykkende fremtid. Vi ville gerne undgå at gå i én bestemt retning, men vi undgik ikke at falde i fælder. Da vi lavede filmen, var Japan en økonomisk supermagt, så i filmen ser man mange ting, der er inspireret af japansk design.«

To tidsrejser oven i hinanden

Tilgangen til fremtiden var leg og sjov, men under dette havde Zemeckis og hans hold en seriøs tilgang til begrebet tidsrejser, hvor man gik alvorligt ind i paradokserne ved tidsrejser. Marty McFly får indblik i, at den er helt gal i fremtiden, hvor hans fars rivalisering er endt i et nederlag til rivalen Biff, der er blevet gift med hans egen mor. Det må han tilbage til 1955 for at reparere. I en virkelighed oven i begivenhederne fra den første tidsrejse, som han foretog til samme tidsperiode i den første film.

Det er med til at gøre »Tilbage til fremtiden II« til en film fyldt med gode ideer og mere foder til hjernevindingerne end en normal blockbuster fra Hollywood, hvor IIIeren kan ses mere isoleret som en rejse tilbage til 1885 og en slags westernparodi dog med nogle af de samme personer.

De forskellige fremtidsopfindelser blev holdt hemmelige under indspilningerne af »Tilbage til fremtiden II«, men da filmen fik premiere, blev vi vidner til en sand parade af fremtidsmusik. Af den slags som stadig ikke findes 30 år efter som selve tidsmaskinen, de flyvende biler og det dobbelte slips.

De opfindelser, der ikke er så langt igen fra at være vores hverdag som for eksempel tørkost­pizzaen, sko der snører sig selv og ideen om at bruge affald som brændstof til biler.

Og så er der den ganske fornuftige mængde af opfindelser, vi rent faktisk har fået som for eksempel det håndfri video- og computerspil. Fladskærms-TV i kæmpeformat, kreditkortbetaling fra hjemmet, kommunikation via skærme og intelligente Google Glass-agtige briller.

Marianne Levinsen er fremtidsforsker, og hun er ikke tvivl om, hvorfor folkene bag »Tilbage til fremtiden« ramte ret godt med deres forudsigelser. For nylig var jeg med til et projekt i en lufthavn, hvor man forsøgte at spørge de unge om deres krav til fremtidens lufthavn. De lagde vægt på, at det hele var intuitivt og let at gå til. De ville have en lufthavn, hvor de blev flyttet rundt intuitivt og interaktivt, så det hele blev så barriereløst som muligt.
»Det er ikke helt ulig den måde, man har tænkt på i ’Tilbage til fremtiden’. Tilgangen har været en drenget ’hvad nu hvis’-tankegang. Hvad nu hvis vi kan åbne dørene med et fingeraftryk og hvad ny hvis vi kan flyve ud og opleve fremtiden? Hvad kunne være sjovt at prøve ganske enkelt. Det fascinerende ligger så i, at man med den slags tankegang kan ramme mere rigtigt end med en videnskabelig tilgang til fremtiden. Når spekulationer om fremtiden bliver fortænkte, bliver de altså mere forkerte. Man kan sammenligne med en teknologiingeniør der sidder og eksperimenterer med et avanceret fremtidskøleskab. Det bliver måske aldrig til noget, fordi folk ikke kan se det smarte i det, mens det som gør hverdagen lettere på en mere yderlig facon, har større chance for at slå igennem. Jo mere legende idéerne er, jo større sandsynlighed er der for at ramme rigtigt. Det er jo de umiddelbare behov, der passer ind i vores hverdag,« siger Marianne Levinsen.

Hun er især imponeret af den smartphone- og tabletagtige verden vi ser i filmen. Det har været meget forud for sin tid at tænke sådan, fordi Apple ikke var begyndt at arbejde med brugerinterfaces endnu.
»Det er meget længe at skulle se 30 år frem. I øvrigt vil det være meget sværere i dag at forudsige, hvordan verden ser ud i 2045, fordi vi står i den tredje del af den teknologiske revolution. Der er chips og digital kraft til stede over det hele. Det er knap så fysisk en størrelse, så hvordan vil man illustrere den fremtid?«