Godmorgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik, der blandt andet indeholder en dugfrisk Kantar Gallup-måling i anledning af Folketingets åbningsdag. Gallup-målingen viser blandt andet, at de Konservative fortsætter med at hale ind på Venstre, og at Nye Borgerlige overhaler Dansk Folkeparti. Målingen møder selvsagt stor begejstring hos de Konservative:

»Hold da op. Det er jo helt vildt. Man tør næsten ikke tro på det,« siger de Konservatives politiske ordfører, Marcus Knuth, da han modtager beskeden.

Men allerførst kommer her dit kuraterede overblik over dagens vigtigste nyheder.

Vi starter – som altid – med de nyeste smittetal fra Danmark og verden:

  • Antal bekræftede smittede i Danmark: 30.057

  • Antal indlagte: 120

  • Antal indlagte på intensiv: 17 (13 i respirator)

  • Antal bekræftede døde i Danmark: 659

  • Antal bekræftet overstået infektion: 23.122

  • Antal bekræftede smittede på verdensplan: 35.414.071

  • Antal døde på verdensplan: 1.043.045

Du kan læse mere om de danske tal her og de internationale tal her.

Antallet af kvindelige topchefer i landets største virksomheder falder

Vi begynder overblikket med en historie fra dagens Berlingske om, at der er blevet længere mellem de kvindelige topchefer i landets største virksomheder.

Det står klart efter en optælling af topcheferne i Berlingskes liste over Danmarks 1.000 største virksomheder. Optællingen viser, at der blot er 69 kvindelige adm. direktører blandt virksomhederne. Sidste år var 75 af topcheferne kvinder i de dengang 1.000 største virksomheder.

Og det er ikke godt nok, mener professor Bjarke Oxlund, der forsker i køn og ligebehandling og er leder af Institut for Antropologi på Københavns Universitet:

»Det er virkelig lousy og et meget lavt niveau. Dansk erhvervsliv har prøvet at lave en fortælling om, at de gør meget for at fremme ligestillingen, men der bliver tydeligvis ikke gjort nok, når antallet af kvindelige topchefer ligefrem går tilbage.«

Det lave antal skyldes blandt andet, at kvinderne i langt højere grad går på barsel. Hele 90 procent af barselsorloven bliver taget af kvinder i Danmark. Det betyder ifølge Anette Borchorst, der er professor i kønsforskning og leder af Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, at »… kvinder meget tidligt i deres karriere bliver sat tilbage, fordi de er væk fra arbejdsmarkedet«.

Du kan læse artiklen her.

De Konservative haler ind på Venstre

De Konservative kan glæde sig over fremgang i den seneste meningsmåling fra Kantar Gallup. Målingen giver de Konservative det bedste resultat i mere end ti år. Partiet står til at få 10,4 procent af stemmerne, hvilket er en klar forbedring i forhold til folketingsvalget sidste år, hvor partiet fik 6,6 procent af stemmerne.

Også Nye Borgerlige kan glæde sig over den seneste måling. Her står partiet nemlig til at få 12 mandater og 6,7 procent af stemmerne, hvis der blev afholdt valg i morgen.

Dermed overhaler Nye Borgerlige Dansk Folkeparti, som står til at få 11 mandater og 6,2 procent af stemmerne i målingen.

Ved valget sidste år fik Nye Borgerlige 2,4 procent af stemmerne.

Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, mener, at Nye Borgerlige meget vel kan holde fast i deres forspring til Dansk Folkeparti.

»Mange var skeptiske, da Pernille Vermund stillede sig i spidsen for Nye Borgerlige. De troede, at hun ville knække halsen på projektet. Men det har vist sig, at der er plads til Nye Borgerlige, og Pernille Vermund er for alvor ved at få tag i vælgerne,« siger han.

Du kan læse mere om de Konservatives reaktion på målingen her og Thomas Larsens kommentar til selvsamme måling her.

Alzheimerforeningen anklager kommuner og plejehjem for at have frihedsberøvet ældre

Hundredvis af ældre blev ulovligt indespærret på deres plejehjem i forbindelse med nedlukningen i foråret.

Sådan lyder anklagen fra Alzheimerforeningen.

Foreningen har rettet henvendelser til samtlige 179 folketingsmedlemmer, hvor de kritiserer, hvordan de ældre i realiteten blev udsat for frihedsberøvelse, da et stort antal institutioner og kommuner forhindrede beboerne i at forlade deres bolig og komme uden for plejehjemmet for at møde deres nære.

»Det er dybt bekymrende, at kommuner ikke overholder en grundlæggende frihedsrettighed, og det har været katastrofalt for mange ældre, som har fået forværret deres mentale og fysiske helbred på grund af den ulovlige indespærring,« siger direktøren i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen.

I Kommunernes Landsforening fremhæver formanden for sundheds- og ældreudvalget Jette Skive (DF), at intentionen altid har været at beskytte de beboere, som er i risikogruppen i forhold til en meget alvorlig sygdom.

»Men det er vigtigt, at vi tager ved lære af håndteringen af nedlukningen i foråret. Corona var – og er – en ny udfordring, og der vil altid være ting, man kan gøre bedre set i bakspejlet,« siger hun blandt andet.

Du kan læse artiklen her.

Partier vil lette krav til tidlig pension hos selvstændige

Vi fortsætter dagens overblik hos Jyllands-Posten, som på forsiden af dagens avis har en historie om, at flere partier vil lette kravene for tidlig pension hos selvstændige. Kravet kommer midt i forhandlingerne om Arne-udspillet, der blandt andet indebærer, at man kan få ekstra år på pension, hvis man har været på arbejdsmarkedet imellem 42 og 44 år. Men her kan selvstændige ikke medregne de år, hvor de har haft underskud.

Det er ikke rimeligt, mener Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten.

Derfor lægger partierne nu op til, at der skal findes en løsning, så selvstændige, der har haft underskud, kan komme med i ordningen.

»Vi gør os store anstrengelser for at finde teknikker, der gør, at man netop ikke bare bliver sparket ud, fordi man har haft svingende indkomst,« siger politisk ordfører Karsten Hønge (SF).

Mette Frederiksen klar med ti milliarder til klima i åbningstale

Vi afrunder dagens overblik hos Politiken, der i går kunne berette, at Mette Frederiksen i forbindelse med åbningstalen vil række hånden ud til regeringens støttepartier, som har kritiseret regeringens finanslovsudspil for manglende ambitioner på klimaområdet.

Politiken skriver, at Mette Frederiksen ifølge flere regeringskilder vil lancere en ny pulje med ti milliarder kroner, som vil være målrettet mod klimainitiativer.

Senest har blandt andre de Radikales leder, Morten Østergaard, truet med at stemme nej til finanslovsudspillet, hvis ikke der kom flere klimainitiativer med i udspillet.

Det sker i dag

I dag åbner Folketinget. Åbningen, der samtidig er begyndelsen på et nyt folketingsår, skal ifølge Grundloven altid finde sted første tirsdag i oktober. Klokken 10.00 indledes dagen med gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Åbningen bliver dog på grund af coronasituationen en smule anderledes end normalt. Der vil blandt andet være en meter mellem stolene i salen, ligesom der kun vil være få personer ud over folketingsmedlemmerne, som får mulighed for at overvære åbningsmødet i salen, nemlig kongefamilien og nogle enkelte repræsentanter for det officielle Danmark.

Klokken 14.00 kommer der som vanligt tal fra Statens Serum Institut for smittede, indlagte og døde coronapatienter i Danmark.