Da John Alfred Tinniswood blev født, havde Titanic endnu ikke forladt havnen i Southampton, Første Verdenskrig var endnu ikke brudt ud, og man sejlede syd om Chile, når man skulle rejse mellem Atlanter- og Stillehavet.
Med sine 111 år og 224 dage på bagen fik han fredag overrakt et Guinness World Record-certifikat for at være verdens ældste nulevende mand.
Det sker efter, at den 114-årige venezuelaner, Juan Vicente Pérez, døde 2. april.
John Tinniswood blev født i Liverpool og bor nu på et plejehjem i Southport. Men her er der ingen særbehandling.
»Jeg spiser, hvad de giver mig, og det samme gør alle andre. Jeg har ikke en speciel diæt,« udtalte han til Guinness World Records og uddyber, at menuen står på fish and chips hver fredag på plejehjemmet.
Trods overskrifter i medier over hele verden ser han ikke den nye titel som noget særligt.
»Det gør ingen forskel for mig. Slet ikke. Jeg accepterer det for, hvad det er,« fortæller han.
Personalet på plejehjemmet beskriver ham som værende »et stort sludrechatol«, og Guinness World Record fortæller, at han fortsat udfører de fleste daglige opgaver selvstændigt: Han står op af sengen uden hjælp, lytter til radio for at følge med i nyhederne og styrer stadig sin egen økonomi, skriver de.
Med en opvækst i byen er han livslang Liverpool FC-fan, hvor han i sin levetid har oplevet samtlige otte FA cup-sejre, seks Europacups for mesterhold og Champions League-trofæer og 17 af 19 engelske mesterskaber.
Spørger man om hemmeligheden, er der ikke meget hjælp at hente.
»Det er rent held,« lyder det fra den nu ældste mand.
Han fortæller dog, at han ikke ryger og sjældent drikker alkohol.
Med mere livserfaring end nogen anden mand har han nu et råd til de yngre generationer.
»Gør altid det bedste, du kan, uanset om du lærer noget, eller om du underviser nogen,« siger han og fortsætter.
»Giv den alt, hvad du har. Ellers er det ikke værd at bøvle med.«