Fransk storrøver er fængslet for at forberede nyt kup

Retten i Glostrup har varetægtsfængslet en 49-årig mand for sammen med flere andre at planlægge groft røveri.

Efterlyst storrøver er fængsle
Den 49-årige Tayeb Si M'rabet er igen bag danske tremmer efter et grundlovsforhør fredag i Glostrup. Han blev tidligere dømt for at have deltaget i røveriet af 62 millioner kroner fra Dansk Værdihåndtering i 2008. (Arkivfoto) Københavns Vestegns Politi/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

En fransk statsborger sigtes af politiet for at planlægge et groft røveri mod firmaet Loomis, der transporterer kontanter.

Fredag har en dommer i Retten i Glostrup besluttet at varetægtsfængsle den 49-årige mand til 18. december. Han har flere gange tidligere oplevet at sidde bag danske tremmer.

Forleden blev Tayeb Si M'rabet offentligt efterlyst af politiet. Selv om han er udvist af Danmark, skulle han igen være her i landet, lød det, og fredag kom det frem, at han var blevet anholdt.

Han er tidligere dømt for at have deltaget i et af danmarkshistoriens største røverier. Udbyttet var 62 millioner kroner og blev begået for 11 år siden mod Dansk Værdihåndtering, DVH, i Glostrup.

Med en gummiged bragede røverne gennem væggen til DVH i de tidlige morgentimer 10. august 2008. Da støvet havde lagt sig, gik seks maskerede og tungt bevæbnede røvere roligt gennem hullet og proppede de mange millioner i nogle medbragte sportstasker.

Samtidig blev politiets opmærksomhed afledt. Ti stjålne skraldebiler var placeret på tværs af flere veje til DVH, og de syv blev stukket i brand. Desuden spredte røverne partisansøm ud over vejene.

Tayeb Si M'rabet lykkedes i første omgang at slippe væk og gemte fire millioner kroner fra røveriet hos en kæreste i en have på Fyn, kom det frem.

I fredagens retsmøde nægtede den 49-årige sig skyldig i at have forsøgt at begå endnu et røveri, oplyser anklager Rasmus von Stamm.

I samme sag har dommeren i øvrigt fredag besluttet at løslade to andre mænd, der ligeledes sigtes i sagen. De to er brødre og er beskyttet af navneforbud, skriver Ekstra Bladet.

I forvejen er fire mænd og en kvinde blevet varetægtsfængslet i sagen. Ved dette retsmøde var en svensk tolk tilkaldt.

/ritzau/