Frankrig hædrer københavnske terrorofre som helte

Finn Nørgaard og Dan Uzan, som blev dræbt under terrorangrebet i København, bliver nu hædret med franske æresmedaljer for deres mod.

De to mænd, der mistede livet under terrorangrebet i København, æres i Frankrig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Finn Nørgaard og Dan Uzan, der blev dræbt under terrorangrebet i København i februar, bliver nu hver tildelt en medalje af den franske stat for deres heltemod. Det skriver dr.dk.

Under terrorangrebet 14.-15. februar blev de to dræbt af Omar Abdel Hamid El-Hussein.

Den 55-årige instruktør Finn Nørgaard blev ramt af skud i brystet ved kulturhuset Krudttønden på Østerbro, da han forsøgte at overmande Omar El-Hussein.

Den 37-årige Dan Uzan blev skudt i hovedet foran synagogen i Krystalgade, hvor han som medlem af det jødiske samfund frivilligt havde meldt sig som ansvarlig for adgangskontrollen en aften, hvor 80 voksne og børn deltog i en bar mitzva i menighedens hus bag synagogen.

Frankrigs ambassadør i Danmark, François Zimeray, havde selv lige talt til debatarrangementet på Krudttønden, da Omar Abdel Hamid El-Hussein åbnede ild mod stedets entré.

Og for ambassadøren er der ingen tvivl: Havde det ikke været for Finn Nørgaard, der forsøgte at overmanden gerningsmanden, var angrebet endt endnu værre.

»Hvis Finn Nørgaard ikke var løbet mod gerningsmanden, ville han have skudt os andre. For vi var nemme mål, da vi var løbet ud af lokalerne. Det er helt sikkert, at Finn Nørgaards opofrelse har reddet vores andres liv. Han opførte sig som en helt, da han gjorde det,« siger François Zimeray til dr.dk.

Finn Nørgaard bliver udnævnt til ridder af den franske kunst- og litteraturorden, Arts et Lettres, mens Dan Uzan får tildelt æresmedaljen Medaille de Courage, fordi han valgte at stå vagt på en aften, hvor det var særligt farligt.

Medaljerne bliver uddelt på den franske ambassade i København på mandag, skriver dr.dk.