Frank Jensen vil erstatte plan om stor park med helt ny bydel

Dagen før kommunalvalget foreslår overborgmester Frank Jensen en ny bydel på godsbaneområdet mellem Vesterbro og Sydhavnen, men i Københavns kommunes lokaludvalg for Vesterbro har man allerede fremlagt en plan for en park, der er næsten lige så stor som Fælledparken

Foto: Sofie Mathiassen.
Læs mere
Fold sammen

Vesterbro er et af landets tættets befolkede områder, og derfor har Vesterbros lokaludvalg længe kigget sultent på baneområdet mellem Vesterbro og Sydhavnen.

Ifølge planen skal området udlægges til byudvikling i 2027, og lokaludvalget har derfor arbejdet på en plan, der skal sikre et parkområde med sportshaller og rekreative områder, der bliver næsten lige så stort som Fælledparken.

Vester Remisepark, kalder Vesterbro Lokaludvalg sin plan.

»Vi har arbejdet med det her i flere år. Ifølge DBU er Vesterbro det område, der mangler flest fodboldbaner i Danmark, for der er ikke nogen. Vesterbro havde for fire årsiden 18-19.000 hustande, og nu kommer der 10.000 mere, og det betyder, at indbyggertallet stiger med 50 procent, og der er ikke tænkt idrætsfaciliteter eller grønne områder i større udstrækning ind i det,« siger formanden for Vesterbro Lokaludvalg, Thomas Egholm (Ø).

Foto: Kilde: Vesterbro Lokaludvalg. Fold sammen
Læs mere

Vesterbro Lokaludvalgs plan blev offentliggjort i september. Men dagen før kommunalvalget stikker overborgmester Frank Jensen en kæp i hjulet på den plan. Han vil i stedet bygge flere boliger. Lille Vesterbro, kalder han sit planlagte boligområde i Politiken.

Her skal bygges 3.500 nye boliger og 250.000 kvadratmeter erhverv, og det skal ske så hurtigt som muligt, hvilket vil sige i den lokalplan, der kommer til at gælde for næste valgperiode.

»Selv om vi ved indgangen til 2017 allerede havde planer for byggeri af 36.000 boliger i Ørestad, Nordhavn og Valby, kan vi se, at det ikke rækker, hvis vi ikke inddrager flere områder. Sidste år byggede vi 4.300 boliger. Det var rekord, men den slår vi i år. Alligevel får vi brug for at udvikle flere områder af København med dens voksende befolkning,« siger Frank Jensen til Politiken.

»Det er en lille smule overrumplende, at overborgmesteren dagen før valget gør bygning af boliger her til en del af sin valgkamp,« siger Thomas Egholm, som bestemt ikke er glad for Overborgmesterens plan om flere boliger.

»Ideen med lokaludvalget er at være dialogskaber mellem borgerrepræsentationen og befolkningen. Og det er altså noget overrumplende for den dialog, vi burde have, at borgmesteren kommer med sådan en udmeldning. Vi kunne godt have tænkt os, at han havde kommenteret på vores plan. Eller at vi havde haft mulighed for at se hans plan. Men sådan skulle det ikke være,« siger Thomas Egholm.

»Men det er jo en valgkamp, der ruller nu, og det er jo politikerne, der skal beslutte det her,« siger Thomas Egholm.