Fra respekteret til latterliggjort

Ny Alliances Lars Kolind sætter ord på de store personlige omkostninger, hans folketingskandidatur har haft. »Vi har alle et ansvar for partiets nedtur,« siger han.

Lars Kolind. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

»På fire uger gik jeg fra at være anerkendt og respekteret i offentligheden til at blive en af de mest udskældte og latterliggjorte personer i Danmark. Det har jeg det selvfølgelig skidt med.«

Sådan beskriver erhvervsmanden Lars Kolind de store personlige omkostninger, hans folketingskandidatur for Ny Alliance har haft. Det sker i et svar til Berlingskes Jens Christian Hansens blog på Business.dk, hvor Kolind også remser nogle af de ting op, han er blevet angrebet for:

»Jeg nævner i flæng: Multimillionær, stenrig, fascist, nazist, arrogant, selvglad,« skriver han og uddyber over for Berlingske Tidende:

»Mange har haft en interesse i at misforstå mig. Når en person som udgangspunkt er meget respekteret og anerkendt for det, han har gjort i erhvervslivet, så er det jo fantastisk, både for pressen og for politiske modstandere, hvis man kan pille ham ned fra piedestalen.«

Fortryder ikke
Men modgangen har ikke fået Lars Kolind til at fortryde, at han gik ind i politik:

»Formålet med at starte Ny Alliance var jo at få blokpolitikken brudt, og det mål har vi nået, selvom mandaterne ikke blev det, vi havde håbet. Efter et halvt år var den politiske situation totalt anderledes. Det var ikke kommet uden Ny Alliance.«

Den seneste Gallup måling, som Berlingske Tidende bragte i går, sender Ny Alliance helt ned på 1,3 procent. Føler du et ansvar for den store tilbagegang?

»Jeg tror, det har så mange årsager, at alle, der har været involveret i Ny Alliance skal føle et ansvar. Jeg bærer min del, det gør vi alle.«

Er det sidste gang, du stiller op til Folketinget?

»Nej, det er ikke sikkert. Jeg er lige så motiveret, som jeg hele tiden har været. Danmark er fuld af eksempler på ting, der kunne tilrettelægges bedre,« siger Lars Kolind, der trods partifællen Gitte Seebergs tidligere vink med en vognstang ikke agter at forlade Ny Alliance.

»Det må stå for hendes egen regning. Jeg overvejer, hvordan jeg bedst kan bidrage. Måske er det ved at stille op, måske er det ved at arbejde bag kulisserne, som jeg gør nu. Men jeg har ikke overvejet at forlade partiet.«