Fra næste uge stiger tempoet i vaccineudrulningen – hvis planen holder

Det kommer efter alt at dømme til at gå hurtigere med at vaccinere danskere fra næste uge. Antallet af vaccinedoser fra Pfizer/BionNTech vokser ifølge planen med over 90.000 doser i næste uge i forhold til denne uge.

Fra næste uge ankommer langt flere vaccinedoser fra Pfizer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Adem Altan/AFP/Ritzau Scanpix

Snart begynder det nok at gå markant hurtigere med at give danskerne et vaccinestik.

Det handler ikke om en ændring i vaccineplanerne, men fra den kommende uge begynder der at ankomme langt flere vaccinedoser til Danmark end tidligere. Der er tale om noget, der minder om en fordobling i antallet af doser fra Pfizer/BioNTech. Altså ingen ændring i vaccinationskalenderen, men en planlagt brat stigning i leverancerne.

Antallet af vaccinedoser fra det tysk-amerikanske samarbejde til Danmark forventes at stige fra cirka 112.000 doser i indeværende uge til cirka 205.000 i næste uge, viser tal fra Statens Serum Institut.

SSI tager forbehold for, at størrelsen på leverancerne kan blive justeret. Men hvis det holder, vil det være en stigning på over 80 procent.

Væksten i antallet af leverede vaccinedoser får efter alt at dømme stor betydning for, hvor mange danskere der dagligt kan blive vaccineret.

Det gælder i hvert fald, hvis sundhedsmyndighederne fortsætter pausen med AstraZenecas vaccine, der er sat på pause på grund af mistanke om blodpropper. Da Pfizer i forvejen er den største covid-19-vaccineleverandør, er det matematisk logik, at det betyder meget for det samlede antal leverede vaccinedoser, at Pfizer leverer næsten dobbelt så mange sammenlignet med denne uge.

Gavnen ved det større antal vacciner vil være begrænset, hvis der er kapacitetsproblemer med at få rullet vaccinerne ud til danskerne. Men en »generalprøve« fra slutningen af februar viste, at det lykkedes at vaccinere 36.000 personer på én dag. Desuden har Danske Regioner tidligere oplyst, at det allerede i februar var muligt at hæve kapaciteten til at vaccinere 100.000 danskere om dagen.