Fra kvindefængslet

Uanset position er kvinder først og fremmest deres køn, statsleder eller ej, og konstant genstand for debat i et kvindefængsel, der er bygget og vogtet af andre kvinder.

»Jeg mistede nok min sidste optimisme, dengang statsminister Helle Thorning-Schmidt tog en selfie med Obama og blev udråbt som tøjte. Chef-shamer var Andrea Peyser fra The New York Post. Hun kritiserede Thornings nylonstrømper, »lange skandinaviske ben«, korte kjole og kaldte hende en blond bimbo, der sad og grinede sammen med USAs præsident. Obama var i den sammenhæng bare Obama. For det er åbenbart sådan, at mænd er mænd, mens kvinder er hår, tøj, krop og sex.« 
Læs mere
Fold sammen

Gennem mange år har vi bildt os selv og hinanden ind, at der eksisterer noget, vi kalder søstersolidaritet. Men det er vist en myte. Kvinder er ikke særligt solidariske, medmindre de selv kan få noget ud af det, og det er vi mange, der har fået at føle i tidens løb.

Tænk på Monica Lewinsky, der i 90erne indledte en affære med verdens mest magtfulde mand Bill Clinton. Hun blev globalt cybermobbet og erfarede, at søstersolidariteten i virkeligheden ikke er særlig solidarisk. For selv om hun var ung, fattig, alene og blev politisk misbrugt, var der ingen kære mor, da hun rakte ud efter de amerikanske feminister. Bill Clinton var jo deres politiske helt, så de vendte hende ryggen. Lewinsky har senere fortalt, at hun var tæt på at blive skammet til døde.

Eller tænk på ungdomspolitikeren Nikita Klæstrup, der til KUs 110-års jubilæum bar en kjole, der fremhævede hendes bryster. Billedet dukkede op på Facebook, og så var fanden ellers løs i Laksegade. Hun blev kaldt billig og tomhjernet og spurgt, om hun var politiker eller pornomodel? For som vi alle ved, skal man helst gå i blazer-burka for at blive taget seriøst. Og er man køn, er man sikkert også dum. I et indlæg i Politiken bemærkede Klæstrup, at de suverænt groveste kommentarer var kommet fra kvinder. Ikke fra den »vrede, hvide mand«, som mange ellers foretrækker at give skylden for den svinske tone på nettet.

Jeg kan her tilføje, at det i løbet af de år, jeg selv har blandet mig i den offentlige debat, ikke kun har været vrede, hvide mænd, der har leveret ondskabsfulde svadaer. De er også kommet fra kvinder, endda fra fremtrædende feminister, der f.eks. frejdigt har skrevet, at jeg »er en af den slags kvinder, der ville give min mor, søster og datter til nazisterne, hvis jeg havde levet under Anden Verdenskrig«. Fordi jeg går ind for barselsrettigheder til mænd? Ja så.

Den slags må man tage med, når man stikker snuden frem – jeg anholder blot, at »den vrede, hvide mand« er symbolsk gift med »den socialt kontrollerende kvinde«, der excellerer i at få andre til at føle sig slutty – eller som dårlige mødre.

Parallelt med den velkendte slut-shaming er der opstået en særlig sub-genre: Mor-bashing. Den rammer mødre, der tillader sig at have et job, aflevere deres børn i institution, se deres venner og i det hele taget have et liv, der er større end barnet. Kvinder, der ikke har tænkt sig at fusionere med barnet eller underordne sig det moralsk. De kvinder er jævnligt genstand for inferiøre debatter, hvis fremmeste formål er at fungere som pudseklud for andre mødres glorier.

Baggrunden er, at moderskabet siden 90erne har fået en voldsom opblomstring. Vi bliver ikke bare gravide, får barn og fortsætter vores liv i det omfang, det nu engang er muligt – i dag bliver moderskabet debatteret, udstillet og iscenesat som aldrig før. At blive mor er som at træde ind i en religiøs sekt. En sekt af stofbleer og hjemmelavet øko-mos, hvor kvinderne går rundt i et bur af amning og løftede pegefingre.

Og det SKAL være dejligt at være mor. For et par år siden dristede en kvinde ved navn Malene Neis sig til at skrive, at 90 procent af tiden er det bare ikke fedt at være mor, og det fik hun stryg for. Tilsvarende har forfatteren Leonora Christina Skov flere gange fortalt offentligt, at hun ikke har lyst til at få børn – og for den melding har hun indkasseret udtryk som monster og ukvindelig. Overvejende fra kvinder.

Det er heller ikke mere end et par uger siden, at en debattør fra Politiken erklærede, at hun hellere ville have en slap røv end være en røvdårlig mor. For det var åbenbart sådan, at man ikke kan løbe barselsflæsket af sig og samtidig være en ok og nærværende mor, men man kan åbenbart godt bruge et par timer på at skrive en klumme om, hvilken fantastisk mor man er.

Tilsvarende har Berlingske bragt det ene indlæg efter det andet om, hvor afstumpede vores børn bliver af at være overladt til statshippierne i institutionerne. Børn har det bedst hjemme, helst hos mor, og de bliver dumme af ikke at blive ammet – længe.

Mor-bashingen har også ramt mig. Jeg beskrev engang i nærværende avis, hvordan jeg balancerede moderskab og lederskab. Det animerede en kvindelig læser til at konkludere, at min søn sikkert ikke havde sit eget værelse – egomor skulle vel have en spisestue. Jeg kan berolige med, at det ikke er tilfældet. Grundlæggende forstår jeg ikke, hvorfor kvinder skal indsættes i fængsler af skyld og skam, fordi de selv vil bestemme, hvor moderskabet skal stå i tilværelsen.

Eller hvis de tillader at beskrive sig selv som talentfulde.

Det sidste iagttog jeg en fredag i marts på Facebook. Et medlem af kvindenetværket Albright-gruppen havde lagt et billede ud på det sociale netværk af tre La Glace-kager. Ret uskyldigt, hvis altså ikke det var, fordi hun samtidig dristede sig til at takke »40 af Danmarks mest talentfulde kvinder« for godt selskab. Billedet tiltrak kommentarer fra en sværm af kvinder, der dels ville have en redegørelse for, hvad der kvalificerede Albright-kvinderne til ordet »talentfulde«, og dels en forklaring på, hvorfor den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright skulle lægge navn til et netværk, hvor man tydeligvis bare spiste kage.

Og hvad så, kan man tænke. Hvad så en hel del. Det er bemærkelsesværdigt, at kvinder det ene øjeblik kan argumentere for flere kvinder på betydningsfulde poster og det næste bitche sig over, at de kalder sig selv talentfulde og mener, de er noget værd. At fejrer man sig selv og hinanden, skal man have tæsk. Jeg har sjældent set så komisk et eksempel på social kontrol i den kreative klasse. Du skal virkelig ikke tro, du er noget. Du skal klappe i og spise din konditorkage.

Tilgiv mig den meget negative opremsning af eksempler. Men meget mere undertrykkende end noget patriarkat er kvinders undertrykkelse af hinanden. Den kontinuerlige tyrannisering og kommentering af kvinder, der træder frem, stikker ud, gør ting anderledes. Det er ikke til at holde ud.

Kvinder har i den offentlige debat tabt sutten ned i deres eget køn. Hele tiden diskuterer vi: Hvordan er man en rigtig kvinde, en rigtig mor, en rigtig veninde. Mænd betragter mere sig selv som mennesker, og hvis der er nogen, der taler om rigtige mænd, er det som regel kvinder. Mænd går heller ikke rundt og punker hinanden for at være rigtige eller forkerte fædre. Men det gør kvinder. Det er helt til grin, så travlt vi har med at bygge fængsler til hinanden.

Jeg troede engang, at kvindefrigørelsen handlede om at skabe mere frihed. Om at vi skulle være mennesker med bryster, men først og fremmest med muligheder for at skabe vores egne liv.

Jeg mistede nok min sidste optimisme, dengang statsminister Helle Thorning-Schmidt tog en selfie med Obama og blev udråbt som tøjte. Chef-shamer var Andrea Peyser fra The New York Post. Hun kritiserede Thornings nylonstrømper, »lange skandinaviske ben«, korte kjole og kaldte hende en blond bimbo, der sad og grinede sammen med USAs præsident. Obama var i den sammenhæng bare Obama. For det er åbenbart sådan, at mænd er mænd, mens kvinder er hår, tøj, krop og sex.

Uanset position er kvinder først og fremmest deres køn, statsleder eller ej, og konstant genstand for debat i et kvindefængsel, der er bygget og vogtet af andre kvinder. Meget søstersolidarisk.