Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Langt færre danskere skal i skole og på arbejde hver morgen og retur om eftermiddagen.
Og fra i dag tager trafikselskabet Movia konsekvensen og afpasser antallet af afgange både i hovedstadsområdet og på det øvrige Sjælland.
Til og med 13. april vil både busser og de lokale togstrækninger, som Movia står for, køre efter særlige køreplaner som følge af de restriktioner, som udbruddet af coronavirus har medført herhjemme, skriver Movia i en pressemeddelelse.
Busserne i Storkøbenhavn vil på hverdage køre efter lørdagskøreplaner, mens busserne i resten af hovedstadsområdet og i Syd- og Vestsjælland fra mandag til fredag vil køre, som de normalt gør i ferieperioderne. Lokaltogene kører mandag til lørdag efter en justeret lørdagsplan, mens søndagsplanen er som normalt.
Alt i alt reducerer Movia antallet af afgange med cirka 35 procent. De ændrede køreplaner fremgår af rejseplanen.dk og dinoffentligetransport.dk.
Sikker drift under sygdom
Tilpasningen sker dels for at kunne opretholde driften, »hvis der kommer et stigende antal sygemeldinger de kommende uger«, skriver Movia i pressemeddelelsen. Men også fordi man har set et meget stort fald i antallet af passagerer.
»For at sikre en stabil og pålidelig drift også de kommende uger tilpasser vi nu antallet af afgange for busser og lokaltog efter god dialog med operatørerne såvel som de sjællandske kommuner og regioner,« skriver kommunikationsdirektør Camilla Struckmann i pressemeddelelsen.
Movia angiver desuden at have særligt fokus på at sikre, at »personale i f.eks. sundhedssektoren fortsat kommer på arbejde«.
Både hos DSB og Metroselskabet har man til Berlingske fortalt, at man i øjeblikket kører med cirka 15 procent af de passagerer, som man har på en normal hverdag, før coronavirus brød ud. Blandt andet derfor kører metroen lige nu ikke i nattetimerne, og DSB har indført en midlertidig køreplan, der reducerer antallet af afgange af både fjern- og regionaltog samt S-tog.