Fra bøhland til Bilka

I 1913 boede næsten alle danskere på en gård eller i lejlighed i byer. 50 år senere spredte vi os ud over forstæder med villakvarterer og indkøbscentre.

Danskerne strømmede for 100 år siden ind fra land til by for at arbejde. Det banede blandt andet vejen for Danmarks første egentlige villakvarter, Rosenvænget lige syd for Nordre Frihavnsgade, som dog mest var tilgængeligt for det bedre borgerskab. Foto: Poul Petersen/Scanpix Fold sammen
Læs mere

For 100 år siden var der kun halvt så mange danskere som nu, men der boede væsentligt flere mennesker på landet, end der gør i dag.

København var ganske vist en gedigen storby, der havde sprængt sine rammer, det vil sige voldene, og i det egentlige København samt på Frederiksberg boede der en god halv million indbyggere, hvilket ikke er meget mindre end i samme område i dag. På det indre Nørrebro og Vesterbro var befolkningstætheden tilmed væsentlig større end her i det nye årtusinde.

Men uden for hovedstaden rummede de største byer langt færre indbyggere end i dag. Aarhus toppede listen med ca. 56.000, mens nationens femtestørste by, Randers, havde omkring 23.000 indbyggere.

Industrialiseringen var indledt, dampmaskiner og damplokomotiver hamrede derudad, og i de store byer oplyste gaslamper og enkelte elektriske lys de tæt befærdede, brostensbelagte gader. Og under vejnettet klukkede nyanlagte kloakker, der førte virksomheders og menneskers affald bort fra følsomme næser og direkte ud i åer og hav.

Men der var et begreb, som knap nok havde vundet indpas, og det var forstaden. Man kendte godt det nymodens ord, men det var stort set kun i København, at det gav bare en begrænset mening. I hvert fald i forhold til nutidens forståelse af forstaden som noget med vidtstrakte villakvarterer og stilfærdige parcelhusveje.

De mange danskere, der strømmede fra landet og ind til fabrikkerne og kontorerne i de store byer, skulle have et sted at bo. Først var det usle og hastigt opførte etageejendomme med latrin i snævre baggårde, hvor der stank af afføring og affald. Men i slutningen af 1800-tallet blev presset på politikerne for at forbedre arbejdernes boligvilkår så stort, at noget måtte gøres. Byggeforeningshuse blev opført i bl.a. Valby og på Østerbro, der også kom til at lægge arealer til det, der nok er Danmarks første egentlige villakvarter, nemlig Rosenvænget lige syd for Nordre Frihavnsgade.

Sidstnævnte bebyggelse var dog udelukkende til at komme i nærheden af for det bedre borgerskab, der med sin stigende størrelse og velstand også flyttede ind i nybyggede pragtvillaer på Frederiksberg og i det gamle sommerboligområde Hellerup-Gentofte, der på mange måder kan ses som Danmarks første rigtige forstad.

Drømmen om Hvidovre

Nord for København havde jernbanen en helt central betydning for udflytningen af mennesker. For 100 år siden var Hellerup Station en af landets største, og herfra kunne man rejse videre til bl.a. Ordrup, Klampenborg og Lyngby, der i årtierne efter århundredskiftet eksploderede i størrelse.

Til gengæld begyndte mere jævne folk med fast indkomst – arbejdere, håndværkere, skolelærere – at flytte vestpå. Først mod Valby og senere mod Vanløse og Brønshøj.

For Danmarks forstadshistoriker par excellence, museumschef Poul Sverrild, er det imidlertid Hvidovre, der fik æren af at blive Danmarks første forstad i moderne forstand, det vil sige et planlagt villakvarter for arbejderklassen efter socialdemokratisk forbillede.

Selv om Hvidovre først fik en S-togstation i 1953, voksede bydelen vest for København med gevaldig fart fra midten af 1920erne og helt op til besættelsen. Der var kloakering i gaderne, rindende vand og elektricitet til rådighed, hvorved lønmodtagerne kunne nyde godt af overklassens bekvemmeligheder.

»På de fleste større villaveje lå der endda en butik eller to – typisk et mejeriudsalg, en lille købmand eller en cykelsmed. Det var ikke mindst cyklen, der gjorde det muligt for datidens forstadsbeboere at komme omkring. Den gav danskerne en fantastisk frihed,« forklarer Poul Sverrild.

Villavejenes småbutikker begyndte dog at forsvinde med bilismens og supermarkedernes indtog i 1950erne. Den første selvbetjeningsbutik åbnede i 1949 i boombyen Esbjerg, og fire år senere slog landets første egentlige supermarked i Islev lidt uden for København dørene op for nysgerrige kunder, der ville se nærmere på det nye og umådeligt spændende amerikanske fænomen.

For første gang i danmarkshistorien kunne man i én og samme butik, i dette tilfælde en brugsforening, købe både kolonialvarer, slagtervarer, øl, vin, frugt og grønt samt brød og kager.

»Danskerne tog det amerikanske begreb service til sig. Vi fik servicestationer i stedet for benzinstationer, men paradoksalt nok røg servicen ud ved samme lejlighed,« siger Poul Sverrild.

Villa og Weber-grill

Men danskerne var villige til at skrotte nærbutikkerne til fordel for stadigt større indkøbssteder. I 1966 åbnede landets første egentlige indkøbscenter, Rødovre Centrum, og fire år senere skabte åbningen af Danmarks første lavprisvarehus, en Bilka ved Tilst nord for Aarhus, kaotiske trafikale tilstande, da jyder i tusindvis valfartede til dette tilsyneladende mekka af varer og tilbud.

Netop Tilst kan prale af at lægge arealer til landets i dag officielt største parcelhuskvarter, Skjoldhøjparken.

Men spørgsmålet er, om det giver nogen mening al den stund, at stort set hele området nær hovedstaden fra Avedøre over Hvidovre og Rødovre til Herlev i et vist omfang kan kaldes ét stort sammenhængende villa- og boligblokkvarter med enkelte virksomheder iblandet.I dag er Danmark noget nær det land i verden, hvor forholdsvis flest mennesker har virkeliggjort drømmen om villa, VW og Weber-grill. Det har skabt frihed, fred og masser af plads. Men prisen har været stadigt større afstande til arbejde og byens centrum.Spørgsmålet er, om vi i de kommende årtier i kraft af de klima- og miljømæssige omkostninger ved at have satset så voldsomt på bilen og dermed det fossile samfund begynder at samle os igen nær bykernerne i store etageejendomme.

Bliver det tilfældet, vil servicen og nærbutikken vende tilbage, mens socialdemokraternes stolthed – de vidtstrakte parcelhuskvarterer – vil forfalde.