Fra Aalborg til Herning og Nyborg: Dagpenge, dagpenge, dagpenge

Såvel statsminister Helle Thorning-Schmidt som DFs partiformand, Kristian Thulesen Dahl, og den nye radikale leder, Morten Østergaard, vil i deres respektive landsmødetaler forholde sig til tidens giftigste politiske emne.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt blev mødt med store klapsalver i Aalborg sidste år i forbindelse med formandens beretning. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når ejendomsmæglere bliver spurgt, hvad der er det vigtigste ved boligkøb, lyder svaret altid »beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed«.

Når de tre partiledere for Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti i dag holder tale for deres bagland i henholdsvis Aalborg, Nyborg og Herning, er der heller ingen tvivl om, hvad det vigtigste bliver: Dagpenge, dagpenge, dagpenge.

Såvel statsminister Helle Thorning-Schmidt som DFs partiformand, Kristian Thulesen Dahl, og den nye radikale leder, Morten Østergaard, vil i deres respektive landsmødetaler forholde sig til tidens giftigste politiske emne, forklarer flere kilder til Berlingske. Nogle med større lyst end andre. For de tre partiledere har langt fra lige meget på spil.

Lad os tage dem fra en ende af. Først Helle Thorning-Schmidt:

Statsministeren er den, der har mest at tabe, og hun skal nøje balancere sine ord for ikke at ophidse kammeraterne på kongressen i Aalborg Kongrescenter­.

Striden om dagpengene har fået ny næring efter sommerferien, hvor SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti har dannet en utraditionel alliance over midten for at lægge pres på regeringen for at få lettet dagpengereformen.

Thorning kickstartede selv den nye ballade ved at vende hjem fra sommerferie med en besked om, at der ikke kommer dagpengeændringer. Og det udspil, som hun selv ønskede at sælge – en stor ny sundhedspakke – er lige siden næsten druknet i skænderier om dagpenge.

Hvad værre er for Thorning, så går hun nu ind i landsmødeweekenden med udtalt uro om dagpengene i hendes egen folketingsgruppe, hvor den unge forskningsordfører Jeppe Bruus Christiansen fredag turnerede rundt i flere medier med sit eget bud på en dagpengeløsning.

Fredag fortalte en række LO-bosser tilmed, at de regner med at trække deres økonomiske støtte til S under den kommende valgkamp. »Vi bør kun støtte de enkeltkandidater, som aktivt arbejder for, at dagpengereformen ændres,« lød det fra en af dem.

På weekendens S-kongres kan partiets græsrødder få balladen til at blusse yderligere op forud for det snarlige valg, og derfor vil Thorning & Co. gøre alt for at dæmpe gemytterne.

Thornings taktik kan blive at signalere, at hun indtil næste valg er bundet på hænder og fødder af regeringsgrundlaget med de Radikale, der holder fast i nødvendigheden af dagpengereformen, men at alt derefter står åbent. Hun kan forsikre sit bagland om, at S er med på ændringer, så snart Dagpengekommissionen er barslet med sin rapport senest ved udgangen af 2015.

Østergaard ikke nær så klemt

Og så er vi fremme ved økonomiminister Morten Østergaard og hans første tale som partileder på Radikale Venstres landsmøde. I modsætning til Thorning har han betydeligt mindre på spil. Han stemte selv for dagpengereformen, og i hans bagland er der trods alt større forståelse for nødvendigheden af reformen. Han vil fremstille sig selv som en principfast frontløber, der tør stå ved nødvendigheden af store reformer.

På landsmødet vil han således offensivt bruge en dugfrisk økonomisk analyse, der viser, at der slet ikke ville være råd til offentlig økonomisk vækst og ny velfærd de kommende år, hvis det ikke havde været for de besparelser, som dagpengereformen og efterløns­reformen giver. Ifølge Østergaard et bevis på, at ikke blot var dagpenge­reformen rigtig, men at der skal endnu flere reformer til. En sti som Dansk Folkeparti til gengæld ikke er meget for at bevæge sig ned ad, og dermed er vi fremme ved Kristian Thulesen Dahls tale.

For DF-formanden er på retræte i forhold til det dagpenge­system, som han i 2010 ellers selv foreslog daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen at udforme. Han sagde for nylig, at »den dagpengereform, vi lavede, ramte meget hårdere, end vi troede«, og han vil i dag gerne ændre dagpengereformen. Dermed kan Thulesen Dahl også blive en af Thornings største udfordringer denne weekend og fremover. For med dagpengestriden arbejder han målrettet på at lokke utilfredse S-vælgere til at stemme på DF ved det valg, der skal afholdes om senest et år, men som sandsynligvis kommer allerede til foråret.