Forunderlige Foreningsdanmark

Foreningslivet er en af de kulturelle værdier, der er »særlig dansk«, sagde kulturminister Bertel Haarder (V) for nylig. Men hvordan står det til med foreningslivet anno 2016? Tag med til spejder, håndbold og i urtehave.

Olivia Dich Hermann og Ask Mølgaard Ellebjerg henter vand til spejdertruppens frokost. Foto: Uffe Weng Fold sammen
Læs mere

Foreningslivet er en del af danskernes DNA. Da kulturminister Bertel Haarder (V) for nylig i Berlingske skulle beskrive »danskheden«, udpegede han foreningslivet som en af de fem kulturelle værdier, der var »særligt danske« og derfor skal sættes i fokus i den kommende »Danmarkskanon«.

Regeringen skriver tillige i sit regeringsgrundlag, at »det frivillige foreningsliv skal have gode vilkår«. For frivillige fællesskaber og foreninger finder man ikke, mener nogle, magen til i andre lande.

Historier melder dog undertiden om, at fordums foreningsliv og fællesskab er på tilbagegang. Samfundet bliver mere og mere individualiseret, og folk har travlt med deres eget. Unge stopper til klassiske holdsportsgrene som fodbold og håndbold for at gå i fitnesscentret alene, og de politiske partier har blødt medlemmer i årtier.

Men hvordan står det i virkeligheden til?

Ifølge professor ved Center for Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet, Bjarne Ibsen, er der ikke grund til bekymring for Foreningsdanmark. Med baggrund i sin mangeårige forskning peger han på, at foreningslivet faktisk er utroligt stabilt, og særligt i de seneste år har han bemærket en særlig kontinuitet hos foreningerne.

»Der er ikke krisetegn på nogen som helst måde. Der er nogle foreninger, som drejer nøglen om, men der er også en stor nydannelse. Og når vi hører de enkelte foreninger ad, synes langt de fleste, at det går fint,« fortæller han.

Han vil hellere tale om et ændret fællesskab end om individualisering. Men han medgiver, at foreningslivet er præget af tiden. Ifølge ham stortrives den form for fællesskab, hvor vi især finder sammen med nogle af samme slags, mens vi er dårligere til at søge sammen om noget, der går på tværs.

»Folk deler sig op. De går sammen om lige præcis det, som berører dem. De problemer, der optager dem, den sygdom, der er i familien, eller den lille specifikke fritidsaktivitet eller politiske interesse, de har,« siger han.

»Sat på spidsen kan man sige, at foreningslivet består af en masse nørder. De kan være enormt dedikerede, og deri ligger styrken også,« siger Bjarne Ibsen.

Selv om foreningslivet er robust og ikke oplever de store forandringer, er udfordringen med at skaffe frivillige dog en realitet. Men det er ikke en skavank, der er opstået de senere år. Sådan har det altid været.

»Foreningerne kæmper med at få frivillige nok, hvilket er kernen i foreningerne. Det afhænger deres eksistens af, og det er dér, udfordringen ligger,« siger han.

Ifølge Bjarne Ibsen er foreningsmedlemmer ukuelige optimister. De har en enorm tro på fremtiden, de forventer, at de går frem i medlemmer, og de tror på, at de nok skal kunne rekruttere de frivillige, de har brug for.

»Selv om virkeligheden jo er, at de ikke får vækst og går frem i medlemstal og frivillige, er der ingen pessimisme i det danske foreningsliv, hvis medlemmerne selv skal sige det,« siger han.

»Det er hjerteblod for de mennesker, der har med det at gøre. Det er nogle folk, som engagerer sig helt vildt i det, og der skal rigtig meget til, før de siger, at det går dårligt.«

Professor i sociologi ved Roskilde Universitet Thomas P. Boje forsker i frivillighed, og han er enig i, at frivillighedens karakter er under forandring. I 2004 foregik 80 procent af danskernes frivillige arbejde i foreningsrammer, mens det var faldet til 70 procent i 2012. I dag er det sandsynligvis endnu lavere, spår Thomas P. Boje.

I stedet findes der en række nye former at være frivillig på:

»Flere er i dag frivillige uden for en forening. Det er en mere nutidig måde at være frivillig på. Det sker eksempelvis gennem internetgrupper, og det tiltrækker nogle, som ikke har været frivillige tidligere, at de kan gøre en indsats uden at binde sig til en forening. Der har eksempelvis været stor interesse for at være frivillig omkring flygtninge, men det skete ikke nødvendigvis gennem foreninger,« siger han.

Selv om der er færre, som udfører frivilligt arbejde i foreninger, peger Thomas P. Boje også på, at foreningslivet er stabilt. Det er en del af at være dansker og vores livsstil.

»Det fylder meget i det danske samfund. De frivillige organisationer er et fundament for lokalsamfundet,« siger han.

Nogle af grundene til, at det forholder sig sådan, finder man i vores lands lange tradition for frivillige foreninger, som er indlejret i vores DNA, men også i lovgivningen omkring støtte til civile aktiviteter. Og lige præcis det har en stor betydning, siger Thomas P. Boje.

»I dag kan man kun få økonomisk støtte til frivilligt arbejde, hvis man er en forening. En gruppe, som gerne vil lave en aktivitet i et lokalsamfund, får sjældent penge af kommunen, hvis det ikke er en forening. Den traditionelle lovgivning er også med til at holde liv i foreninger, skabe stabilitet og forhindre større forandringer,« siger han.