Fortsat togbusser over Fyn søndag

Banedanmark bliver ikke færdig med sporarbejdet på Vestfyn som planlagt søndag morgen klokken otte. Passagererne må derfor vente til mandag klokken 10, før togtrafikken igen er normaliseret.

Togpassagerer må vente til mandag morgen klokken ti, før togtrafikken over Fyn igen er normaliseret, meddeler Banedanmark, der er blevet forsinket i det planlagt sporarbejde med et døgn.

»I forbindelse med de fornyelsesarbejder der skulle laves på Tommerup Station på Vestfyn, er vi desværre løbet ind i en række udfordringer og forsinkelser, blandt et nedbrud på den kritiske specialmaskine, der skal sikre, at sporet kommer til at ligge stabilt. Derfor har vi med DSB aftalt at fortsætte med togbuskørsel over Fyn efter samme koncept, som de tidligere påskedage i yderligere et døgn,« siger Peter Svendsen, der er trafikdirektør i Banedanmark.

Der vil derfor fortsat være togbusser mellem Fredericia og Slagelse indtil mandag formiddag kl. 10.

Rejseplanen er ved at blive opdateret, og forventes at være klar senest søndag morgen klokken seks, tilsvarende gælder for www.dsb.dk.