Fortsat overskud på betalingsbalancen

Der var også overskud på betalingsbalancen i juni. Det endte på 5,2 milliarder kroner.

I juni var der et overskud på 5,2 milliarder kroner på betalingsbalancens løbende poster. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Varer og tjenester gav samlet et overskud på 5 milliarder kroner. Samtidig gav løn- og formueindkomst et overskud på 1,8 milliarder kroner, mens der på de løbende overførsler var et underskud på 1,5 milliarder kroner.

I 2. kvartal har der på de løbende poster været overskud på i alt 12,7 milliarder kroner, hvilket er næsten uændret i forhold til samme periode for et år siden. Det uændrede overskud på de løbende poster dækker dog over et fald i overskuddet på varer og tjenester på 6,4 milliarder kroner, mens der omvendt var en stigning i løn- og formueindkomst på 5,8 milliarder kroner.

For de seneste 12 måneder har der været et overskud på de løbende poster på i alt 30,2 milliarder kroner.

/ritzau/