Fortsat ingen spor af sejler

Redningshold leder fortsat efter forsvunden sejler ved Lyø.

Patruljefartøjet "Gribben" og to hjemmeværnskuttere ledte sent fredag aften fortsat efter en mand, der tidligere på aftenen faldt over bord fra en sejlbåd ved Lyø.

Sejlbåden med tre mand om bord tog fredag ud fra Kolding. De to om bord slog alarm til politiet i Assens, da den tredje af endnu ukendte årsager faldt over bord ved 18.30-tiden i farvandet ud for Lyø.

En helikopter deltog i eftersøgningen, men vendte hjem til sin base ved mørkets frembrud. Også færgerne mellem Lyø og Fyn samt Ærø og Fyn deltog i den første eftersøgning - begge færger havde passagerer om bord.

/ritzau/