Fortsat brand i tankvogn i Kolding

Flammer omkring brændende tankvogn er blevet mindre, men politiet ved fortsat ikke, hvornår evakuerede kan komme hjem.

Den tankvogn, som søndag brød i brand på Platinvej i Kolding, brændte fortsat tirsdag eftermiddag.

Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvor længe slukningsarbejdet vil vare, og der vil gå nogen tid, før de evakuerede beboere i området kan vende tilbage til deres hjem.

150 beboere er evakueret, og i forbindelse med slukningsarbejdet har politiet af praktiske grunde udvidet afspærringen omkring tankvognen, så afspærringen på Esbjergvej nu også omfatter Hartevej og Stubdrubvej, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Situationen var ifølge politiet bedre tirsdag eftermiddag end tidligere, da flammerne omkring tankvognen var blevet betydeligt mindre.

/ritzau/