Forsvarsministeriets departementschef beklager flere gange: Vi havde utallige muligheder for at orientere ministeren

Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, beklager nu, at forsvarsminister Trine Bramsen (S) ikke blev orienteret om Rigsrevisionens undersøgelse og kritisable forhold i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Oplysninger, som ministeriet havde kendt til i en lang periode.

 

Sagen om den mulige svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse får nu departementschef Thomas Ahrenkiel til at beklage.

Allerede i april 2019 orienterede Rigsrevisionen Forsvarsministeriets departement om, at der var modtaget en henvendelse fra en whistleblower. Men forsvarsminister Trine Bramsen (S) blev først informeret om problemerne i styrelsen og Rigsrevisionens undersøgelse onsdag den 4. december.

»Jeg må på baggrund af redegørelsen konkludere, at du (forsvarsminister Trine Bramsen, red.) burde have været informeret om sagen væsentligt tidligere, end det rent faktisk skete,« skriver Thomas Ahrenkiel i en såkaldt fremsendelsesskrivelse.

Skrivelsen er stilet direkte til forsvarsministeren og begynder med ordene »Kære forsvarsminister«.

»Det er i sidste ende mit ansvar at sikre, at du bliver orienteret rettidigt, og jeg beklager meget departementets fejl i denne sag,« skriver Thomas Ahrenkiel.

Det fremgår også af skrivelsen, at den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), der sad på posten indtil juni 2019, heller ikke var informeret.

»Du (Trine Bramsen, red.) blev således først 4. december 2019 om aftenen orienteret om en sag, som du rettelig burde have været orienteret om i forbindelse med, at du tiltrådte som forsvarsminister – og som din forgænger burde have været orienteret om, allerede da Rigsrevisionen i april 2019 orienterede departementet om, at der var modtaget en henvendelse fra en whistleblower.«

Mange anledninger til at orientere ministeren

Ahrenkiel remser i skrivelsen en række tidspunkter op, hvor departementet har haft »en naturlig anledning« til at orientere forsvarsminister Trine Bramsen eller hendes forgænger.

  1. Da departementet i september 2019 og oktober 2019 konkluderer, at Rigsrevisionens undersøgelse kan føre til kraftig hhv. alvorlig kritik.
  2. Da departementet den 1. oktober 2019 fra Rigsrevisionen modtager et beretningsudkast, hvor der påpeges en række problemer i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
  3. Da departementet den 29. oktober 2019 af Rigsrevisionen orienteres om muligt regnskabssvig og dokumentfalsk.
  4. Da departementet den 5. november 2019 af Rigsrevisionen orienteres om, at whistlebloweren har politianmeldt den involverede leverandør.
  5. Da departementet den 8. november 2019 af Rigsrevisionen orienteres om, at whistlebloweren er blevet kontaktet af flere medier.
  6. Da departementet den 18. november 2019 fra Rigsrevisionen modtager et revideret beretningsudkast, hvor der påpeges yderligere problemer i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Som Berlingske kunne fortælle mandag, har man internt i ministeriet i årevis kendt til alvorlige svigt i kontrollen med indkøbene i ministeriets styrelser.

Ifølge departementschefen er det helt afgørende, at forsvarsminister løbende holdes informeret om væsentlige sager på ministerområdet.

»Det grundlag har du ikke fået i denne sag, og det er som nævnt meget beklageligt,« skriver Ahrenkiel, der over for departementet vil indskærpe, at både forsvarsministeren og departementschefen rettidigt skal have forelagt alle væsentlige sager.

Her hører det med til historien, at departementschefen angiveligt ikke har læst en email med tilhørende sagsnotat sendt af koncernstyringsdirektøren til departementchefen. Mailen handlede om Rigsrevisionens undersøgelse og blev sendt 4. november i år.

»Departementschefen læser ikke e-mailen, og sagen bliver ikke drøftet,« står der i en 16 sider lang redegørelse om forløbet, som Forsvarsministeriet har lagt på dets hjemmeside tirsdag.

Til sidst i Ahrenkiels brev til forsvarsministeren skriver han, at der ikke kan peges på én konkret årsag til fejlen, og at departementet inden for to uger vil udarbejde en instruks, der skal afgrænse, hvilke sager der skal forelægges ministeren og departementschefen

Skrivelsen fra Thomas Ahrenkiel kan læses i sin fulde ordlyd her.