Forsvarsministeren farer vild i Irak-krigen

Fejlagtige udtalelser om Danmarks folkeretlige grundlag for at deltage i Irak-krigen bringer nu atter den allerede hårdtprøvede nye forsvarsminister, Carl Holst (V), på glatis.

Carl Holst (V) har haft en noget bumlet start i Forsvars­ministeriet. Og nu kniber det så med at holde styr på det folkeretlige grundlag for Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Fold sammen
Læs mere

Danmarks nye forsvarsminister, Carl Holst (V), har haft en noget uheldig debut. Der er sagen om hans ugelange tavshed om problemerne med forsvarets flymekanikere i Irak, og der er kontroversen om Carl Holsts eftervederlag fra hans tid som regionsrådsformand og amtsborgmester.

Nu er den tidligere konge af Sønderjylland så kommet på glatis med forkerte oplysninger i en sag, der oven i købet burde være hans spidskompetence som forsvarets minister – også selv om han er nytiltrådt.

Det drejer sig om den tidligere VK-regerings omstridte begrundelse for at gå i krig med Irak tilbage i 2003. I et interview med Ritzau forsvarer Carl Holst Lars Løkke-regeringens beslutning om at nedlægge undersøgelseskommissionen vedrørende Irak-krigen. Det er ikke overraskende. Det er Carl Holsts begrundelse for Danmarks krigsdeltagelse til gengæld:

»Nogen mener, at vi aldrig får afdækket, hvorfor vi gik i krig. Jo, det gør man. Vi gik i krig, fordi der var masseødelæggelsesvåben. Den begrundelse var forkert. Slut,« fastslår Carl Holst, der derfor ikke mener, at der er noget at undersøge, og at det er udtryk for »politisk drilleri« at blive ved med at insistere på en uvildig kulegravning af krigsgrundlaget.

Men hov, her skyder den nye krigsminister sig selv i foden og leverer ammunition til de partier, der under den forrige regering fik stablet Irak-kommissionen på benene. For den daværende VK-regering og dens støtteben i Dansk Folkeparti involverede sig jo netop ikke i Irak-krigen med den begrundelse, at der var masseødelæggelsesvåben. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og co. greb til våben, fordi Iraks diktator på det tidspunkt, Saddam Hussein, i årevis havde blæst på gentagne FN-resolutioner, Det fastholdt V og K dengang, og de gør de stadig.

Netop den begrundelse var Danmark ganske vist ene om at bruge blandt koalitionslandene, og perspektivet i begrundelsen er både vidtrækkende og tankevækkende: For skal Danmark så også i krig med Israel, der har noget nær verdensrekord i at blæse på FNs resolutioner?

Ikke desto mindre er det sådan, at det forholder sig, hvis man spørger V og K, og uanset hvad Anders Fogh, daværende udenrigsminister Per Stig Møller og andre måtte have sagt fra Folketingets talerstol om truslen fra Iraks masseødelæggelsesvåben og behovet for at komme af med Saddam Hussein, så er det begrundelsen med Iraks gentagne brud på FNs reslutioner, der gælder. Det fremgår af det daværende beslutningsforslag i Folketinget, har både Venstre og de Konservative i årenes løb igen og igen understreget.

Med andre ord: Der er ikke noget at komme efter.

Men det er der altså måske alligevel, hvis man skal tro den nye forsvarsministers udlægning, der er blevet kritisk kommenteret på Facebook af både de Radikale og sågar af de Konservative:

»Hvis ikke engang en (ny) minister på området har styr på det oprindelige folkeretlige grundlag, er det måske netop begrundelse for en kommission,« konstaterer de Radikales medlem af Europa-Parlamentet, Morten Helveg Petersen, mens den konservative udenrigsordfører, Naser Khader, nøjes med at flashe, at Carl Holst er faret vild på slagmarken:

»Det er ikke rigtigt, hr forsvarsminister. Vores begrundelse for at gå i krig var (ifølge beslutningsforslag B118), at Saddam Hussein ikke overholdt FN-resolutionerne,« skriver Khader og fortsætter: »Men amerikanernes og briternes begrundelse var, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben.«

Nemlig, og netop derfor – fordi Danmark, formelt i hvert fald, ikke gik krig af samme grund som sine nærmeste allierede, men som det eneste land i hele koalitionen havde sin helt egen begrundelse – er det så svært for kritikerne at opgive kravet om en uvildig undersøgelse.

Den skal af- eller bekræfte mistanken om, at den særlige danske begrundelse med at henvise til Saddam Husseins gentagne brud på FNs resolutioner blev opfundet til lejligheden. Fordi Per Stig Møller som udenrigsminister i tiden op til krigserklæringen blev ved med at garantere, at Danmark ikke ville deltage uden opbakning i FN.

Dette mandat kunne USA og partnerne som bekendt ikke opnå i FNs Sikkerhedsråd, men det kunne et – i 11. time – nedskrevet notat klare for Danmarks vedkommende.

Notatet blev forfattet i Udenrigsministeriet af chefen for det juridiske kontor. Han hed dengang Peter Taksøe-Jensen, der i dag er Danmarks ambassadør i Washington, og som ifølge kilder nu står til at blive udpeget af statsminister Lars Løkke Rasmussen som den »erfarne og respekterede person«, der skal give dansk udenrigs-, sikkerheds- og udviklingspolitik et serviceeftersyn.