Forsvarschef trækker sig

Forsvarschef Tim Sloth Jørgensen mener, at han ikke er den rigtige til at genskabe tilliden til Forsvaret efter jægerbogskandalen.

Tim Sloth Jørgensen har taget sin afsked, før han skulle redegøre for hele forløbet omkring bogen "Jæger - i krig med eliten" for forsvarministeren i morgen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Efter 22 timers betænkningstid kastede nu tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen håndklædet i ringen.

Han trækker sig som øverste chef for landets forsvar efter den seneste tids tumult i forbindelse med den tidligere jægersoldat Thomas Rathsacks bog "Jæger - i krig med eliten".

- Den seneste tids begivenheder har selvsagt svækket omverdenens tillid til forsvaret og i særdeleshed Forsvarskommandoen, skriver Tim Sloth Jørgensen i en pressemeddelelse.

De seneste par dage er det kommet frem, at en arabisk maskinoversættelse af jægerbogen stammede fra Forsvarskommandoen selv, hvor både it-chef Jesper Britze og kommunikationschef Lars Sønderskov er blevet bortvist fra deres job. Den fadæse koster nu også Tim Sloth Jørgensen jobbet.

- Dansk forsvar består af dygtige og professionelle mænd og kvinder, som udfører en række vigtige og krævende opgaver, herunder ikke mindst i Afghanistan. For at sikre forsvarets medarbejdere bedst mulige vilkår for at løse disse opgaver, er det vigtigt, at forsvaret nyder både befolkningens og politikernes tillid. Jeg må erkende, at den tillid ikke er til stede på nuværende tidspunkt med den verserende sag. Jeg håber og tror, at den igangværende auditørundersøgelse kan skabe klarhed over hændelsesforløbet og sammenhængen i hele sagen, skriver Tim Sloth Jørgensen.

- Det er dog i sidste ende mit ansvar, at der er tillid til forsvaret, og det er vigtigt for mig at gøre, hvad jeg kan for at genskabe den tillid. Jeg har derfor besluttet at bede forsvarsministeren om at blive fritaget fra stillingen som forsvarschef, skriver Tim Sloth Jørgensen, der ikke har yderligere kommentarer.

  • Læs også: Soldaterforening kræver undersøgelse