Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Gennem et år blev Folketinget holdt i uvidenhed om en overskridelse af forsvarets bevilling til strategisk lufttransport på op mod 100 millioner kroner. Hverken Folketingets forsvarsudvalg, partierne bag forsvarsforliget, finansudvalget eller forsvarsministeren selv fik besked om at udgifterne til transport af soldater og materiel mellem Danmark og udsendte styrker havde sprængt den bevilgede ramme med henved femten procent. I stedet for de bevilgede 660 millioner kroner havde forsvaret brugt 761 millioner kr.
Det fremgår af dokumenter, som Berlingske har fået indsigt i.
I et samråd med Folketingets forsvarsudvalg 10. december sidste år oplyste forsvarsminister Nikolai Wammen (S), at han havde fået oplysningen om de røde tal selvsamme dag. Forsvarsministeriet fik ellers besked om overskridelsen både i december 2012 og i januar 2013 gennem to notater fra Forsvarskommandoen. »Forsvarskommandoen forventer...at det samlede forbrug i kontraktens løbetid bliver ca. 80-100 millioner kr. større end beløbsrammen,« skrev Forsvarskommandoens økonomidirektør Poul Taanqvist den 14. december 2012. Budskabet blev forstået i Forsvarsministeriet, som i februar sidste år skrev et udkast til orientering til Folketingets finansudvalg. Men planen om at fortælle Folketinget den kedelige nyhed blev skrinlagt.
I juni sidste år blev de sidste regninger til den dyre lufttransport betalt. Men i Forsvarskommandoen glemte bogholderne at gøre det samlede regnestykke op. »Der var travlt, og det var en forglemmelse,« siger Forsvarskommandoens økonomidirektør, Poul Taankvist. Forsvarsministeriet rykkede heller ikke for en opgørelse af udgifterne.
Først da forsvarsministeren blev kaldt til samråd i forsvarsudvalget i december, fik han sandheden at vide. »Jeg har fået besked i dag,« oplyste Nicolai Wammen, da Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, spurgte om hvor længe ministeren havde kendt til budgetoverskridelsen.
Troels Lund Poulsen er rystet over oplysningen om at Forsvarsministeriet har siddet på informationen om budgetoverskridelsen i et år. »Folketinget er ført bag lyset. Det er soleklart dokumenteret. Nikolai Wammen nævner på samrådet, at han på dagen er blevet opmærksom på overskridelsen - som i sig selv er beklagelig. Men nu viser det sig, at forsvarsforligskredsen er ført bag lyset i næsten præcist et år. Det er meget alvorligt, at vi ikke er orienteret undervejs,« siger Troels Lund Poulsen. Han vil have ministeren i et nyt samråd, denne gang i Folketingets finansudvalg, om overskridelsen.
Årsagen til den manglende information kan Forsvarsministeriet ikke oplyse, da Nicolai Wammen er på rejse i Kina.
Forsvarschef Peter Bartram har i et brev til Forsvarsministeriet to dage efter samrådet i forsvarsudvalget beklaget, at Forsvarskommandoen glemte at sende det samlede regnestykke til ministeriet sidste sommer. Samtidig oplyser forsvarschefen, at budgetoverskridelsen efter fornyet optælling er lidt mindre end tidligere oplyst, nemlig 85 millioner kroner.
De i alt cirka 745 millioner kroner er prisen for at chartre dels et passagerefly til at flyve soldater, dels et russiskbygget fragtfly, Ilushin 76, til fragtflyvning fra 2009 til 1. april 2013. Beløbet er inklusive brændstof og gik under betegnelsen »Luftark.«. Men den samlede udgift til forsvarets strategiske lufttransport i årene 2009-2012 er i virkeligheden væsentligt større. Forsvarskommandoen oplyste i slutningen af 2012 til Berlingske, at forsvaret ved siden af udgifterne til »Luftarken« har købt fragtkapacitet på det internationale spotmarked for omkring 250 millioner millioner kroner, fordi det bedre kunne betale sig at købe ledig kapacitet på det civile marked med moderne, brændstoføkonomiske fly fremfor at sende det gamle, uøkonomiske russiske fly afsted. Lagt sammen med de 745 millioner kroner til »Luftarken« bliver den samlede udgift altså cirka en milliard kroner. Men dette samlede tal omtalte forsvarsministeren ikke på samrådet i forsvarsudvalget.