Forsvarets sikre hus i Kuwait

Forsvarets lejede hus i Kuwait City ligner de fleste andre villaer i middelklassekvarteret Rumaithyia, en lille halv snes kilometer fra centrum.

Soldaterne tager sig en slapper i Forsvaret sikre hus i Kuwait. Her venter folk på enten at komme videre til Irak elller hjem. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Men bag døren med jerngitter og den høje hvide mur gemmer sig et hus, der er rummeligt nok til at give 25 soldater en køjeplads, som er væsentligt mere komfortabel end feltsengene i Camp Einherjer. Der er aircondition, et køkken, en stor opholdsstue med sofaer væggene rundt i arabisk stil. For endevæggen er der en stor fladskærm med tilhørende playstation i dansk militær stil.

Det er Forsvarets sikre hus. For soldater, der er på rejse fra Irak, er komforten med baderum og toiletter væsentligt bedre end i lejren nordpå. For soldater, der har været med den hidtidige feltpræst, Peter Sporleder, på mental genopladning i »gul zone«, borte fra kampenes røde zone, er huset først og fremmest fri for raketter og morterer fra luften. Det er et sted, hvor man kan sove natten igennem uden at skulle på patrulje eller styrte i shelter, når alarmen om raketangreb lyder.

Stigende behov for samtale
Også feltpræster kan få for meget. Den hidtidige feltpræst, Peter Sporleder, der har taget sig af soldaternes stigende behov for at snakke og komme i sikkerhed, er på vej hjem til menigheden og familien i Ravnsbjerg ved Århus, og i går passerede hans afløser, Sune Haubek fra Linå ved Silkeborg, gennem det sikre hus på vej mod lejren i Irak.

Sune Haubek er ved siden af sit hjemlige job som sognepræst også garnisonsfeltpræst for Jydske Dragonregiment og har i den egenskab haft den tunge opgave at begrave to af regimentets unge soldater, Martin Hjorth og Henrik Nøbbe. Men jobbet som garnisonsfeltpræst er ikke hovedårsagen til, at Sune Haubek her til morgen slår øjnene op i den snart ryddede danske lejr ved Basra. Han er der for at hjælpe Peter Sporleder og for at sikre, at der er en feltpræst, helt til de sidste fra bataljonen flyver hjem den 18. august.

Det er vigtigt for Sune Haubek at understrege, at det ikke er ham selv, men Peter Sporleder, der har taget det store slæb.

20-30 samtaler om dagen
»Peter er en fantastisk præst. Han er sådan et stort menneske, som går dybt ind i samtalerne, og det er hårdt, når der er 20-30 samtaler om dagen,« siger Sune Haubek.

Udviklingen i Irak har fået feltpræsterne til at overveje, hvordan de skal arbejde i fremtiden. En af beslutningerne er, at der i fremtiden skal indsættes to feltpræster i Afghanistan, en for soldaterne i Camp Bastion og Kandahar i det sydlige Afghanistan, og en anden for soldaterne i det nordlige Afghanistan. Feltpræsternes opgaver og indsættelse ændrer sig således i takt med, at soldaternes opgaver ændrer sig, for tiden til det vanskeligere.

Ude i ekstremer
»Forsvaret henter en ressource fra folkekirken, men jeg bliver også en bedre præst af at blive udsendt. Man bliver mere klar på, hvad der tæller, når man er ude i ekstremer, som vi er nu,« siger han.

Er du selv parat til et halvt års udsendelse?

»Det er et godt spørgsmål. Man siger, at det er lettere at tage af sted, når børnene bliver lidt større, men det er ikke min erfaring. Jeg har en pige, der fylder 11 år den 5. august, og hun er ikke tilfreds med, at jeg ikke er hjemme på hendes fødselsdag. På den måde deler vi vilkår med ældre officerer og stampersonel. Det er ikke så let at tage af sted i så lang tid. Der er jo også hensynet til menigheden derhjemme, der har en forventning om, at vi passer den.«

Burde præsterne ikke helt og fuldt dele vilkår med soldaterne?

»Så skal man gøre som i en række andre lande, som ansætter præster fuldtid i forsvaret. Men nogle præster tager jo de seks måneder, og mange præster har løst en kæmpeopgave gennem årene, for selv om en mission ikke har været så skarp, har der været andre problemer.«

Tager med sidste fly hjem
Sune Haubek holder sin første gudstjeneste på lørdag klokken 17. I begyndelsen af august følger han med soldaterne til gennemgangslejren, Camp Virginia i det nordlige Kuwait, og står det til ham, bliver han, til det sidste fly går hjem.

I mellemtiden holder sergent Kristoffer Rønnebæk og fire andre faste folk gang i huset i Rumaithyia. Hver dag ankommer lister med navne på folk, som skal den ene vej eller den anden vej. Hver dag skriver de på tavlen midt i huset, hvem der skal køres hvorhen og hvornår og af hvem, og hvilke af de efterladte rifler der skal sendes retur til Irak eller et andet sted. Lige nu kører det på højtryk for når en bataljon skal flyttes adskillige tusinde kilometer, er der meget at gøre. Men huset skal fungere en tid endnu, for når bataljonen er væk, kommer et halvt hundrede soldater til for at flyve helikoptere for briterne i Irak. De har deres egen feltpræst med. Men det er en anden historie.