Forsvarets nye ledelse på plads

Forsvarsminister Hans Hækkerup sammensætter en ny ledelse, som skal føre det nye forsvarsforlig ud i livet

Læs mere
Fold sammen

Længere tids rygter om en større rokade i forsvarets top blev i går til virkelighed, da forsvarsminister Hans Hækkerup (S) benyttede chancen for at sammensætte den ledelse, som fra 1. marts næste år skal føre det nye forsvarsforlig ud i livet.

Rokaden flytter den nuværende chef for Hærens Operative Kommando, generalmajor Hans Jesper Helsø, 51, til jobbet som chef for forsvarsstaben i Vedbæk, og dermed i stilling som forsvarets øverste chef, når den nuværende forsvarschef, general Christian Hvidt går af i 2002. H.J. Helsø, der forfremmes til generalløjtnant, er en moderne ledertype og betydelig mere udadvendt end den hidtidige stabschef i Forsvarskommandoen.

Ikke så få i forsvaret mener, at han var for åbenmundet om bl.a. konsekvenserne af regeringens udspil til forsvarsforlig.

Men man skal ikke lade sig narre af den venlige og imødekommende stil. Helsø er også en aldeles kontant og krævende chef, som ejer den ufølsomme råstyrke, der kræves af en stabschef, når et vanskeligt forsvarsforlig skal udmøntes i praksis.

Han har også fordelen af at kende hæren - som udsættes for de største omvæltninger - til bunds, både som regiments- og brigadechef. Han har international erfaring som chef for Bihac-området i Bosnien i 1993 og har gjort tjeneste i både Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen.

Familien omfatter fire børn, heraf tre hjemmeboende, og udover fritidsinteresser som musik og jagt dyrker generalen bogbinding.

Han har fået jobbet i konkurrence med blandt andre den nuværende planlægningschef i Forsvarskommandoen, generalmajor Jan Scharling og flyvevåbnets chef, generalmajor K.E. Rosgaard.

Jan Scharling, 53, rykker til gengæld til Karup som Helsøs afløser i Hærens Operative Kommando.

Den nuværende stabschef, generalløjtnant Ove H.-G. Hoff, 57, har længe vidst, at han ikke var kandidat til forsvarschef-posten, idet han er jævnaldrende med Christian Hvidt. Han har også vidst, at han snart måtte finde et nyt job for at give plads til en yngre, som skal have nogle år som stabschef, inden Christian Hvidt går af. Ove H.-G. Hoff flytter til Karup som chef for NATO's hovedkvarter for det baltiske område, BALTAP, og dermed også chef for Forsvarets Operative Styrker.

Den nuværende chef for BALTAP, viceadmiral Knud E.J. Borck, 59, overtager direktørjobbet for Farvandsdirektoratet, der er blevet ledigt.

Posten som planlægningschef i Forsvarskommandoen går til afdelingschef i Forsvarsministeriet, kommandør Jørn Olesen, 51, der samtidig udnævnes til kontreadmiral. Jørn Olesen er ikke kendt af den store offentlighed, men han har ikke alene gjort sig bemærket i Søværnet som en særdeles dygtig ubådschef i sin tid, men også som den samlende kraft bag adskillige forsvarsforlig.