Forsvarets Efterretningstjeneste skulle overvåge andre end Syrien-krigere

Et lovudkast fra Forsvarsministeriet viser, at regeringens hensigt reelt har været at spionere mod en bredere skare end dem, der kæmper i Syrien og Irak eller træner blandt militante ekstremister.

Læs mere
Fold sammen

Selv om regeringen har sagt, at den med sin terrorpakke vil give Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) lov til målrettet at overvåge danske foreign fighters, når de opholder sig i udlandet, har hensigten været at spionere mod en bredere skare end dem, der kæmper i Syrien og Irak eller træner blandt militante ekstremister. Det viser et lovudkast fra Forsvarsministeriet ifølge Politiken.

Ministeriet skriver, at spiontjenesten også skal have adgang til at overvåge personer, der faciliterer andres deltagelse i aktiviteter, der kan indebære en trussel mod Danmark eller danske interesser.

Men de brede og uklare formuleringer i lovgivningen vækker bekymring blandt juridiske eksperter.

Regeringen lægger tilsyneladende op til, at man som dansk statsborger risikerer at blive overvåget af FE i udlandet ved at tilkendegive sympati for en ekstremistisk gruppe på eksempelvis Facebook.

»Det er problematisk, at man ikke har defineret det her skarpere, og det kommer nemt til at tangere tankepoliti,« siger lektor i offentlig ret Pernille Boye Koch til avisen.

Hverken forsvarsminister Nicolai Wammen (S) eller FE ønsker at kommentere sagen, da arbejdet med lovforslaget fortsat pågår, skriver Politiken.