Forsvaret bliver en politisk kampplads

For få år siden skændtes partierne om sikkerhedspolitikken, men var stort set enige om dansk forsvars indretning. Nu er situationen modsat. Efter 40 år som fredhellig institution er forsvaret igen ved at blive en politisk kampplads

Grafik: BMGT/Frank Neis Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De danske politikere og embedsmænd stillede pænt og lydigt deres sko og støvler uden for moskéen i Sarajevo. En af kvinderne, Pia Kjærsgaard, bandt et tørklæde på hovedet, som muslimsk skik kræver det, inden hun trådte ind i moskeen i den sønderbombede by.

Året var 1997. Gæsterne var medlemmer af Forsvarskommissionen af 1997, som havde til opgave at forme grundlaget for fremtidens danske forsvar. De var i Sarajevo og Bosnien-Hercegovina for at se ødelæggelserne efter en af de mange varme små krige, der afløste den lange kolde krig. Strategisk set herskede der dyb fred i verden.

Men alligevel var der krig i Europas baghave. Danmark var med - tre år tidligere udkæmpede danske kampvogne ligefrem et regulært slag mod serbiske styrker - og politikere og embedsmænd på trappen til moskeen i Sarajevo var stort set enige om, at det var og er i dansk interesse at deltage i de nye krige. Siden Murens fald i 1989 har Danmark da også deltaget i alle fire af den ny tids krige - først Bosnien, så Kosovo, Afghanistan og nu Irak.

Den brede enighed siden Murens fald om sikkerhedspolitikken og Danmarks interesse i at deltage aktivt, er i historisk målestok stadig en nyhed. Da den forrige Forsvarskommission tumlede med dansk forsvar i 1988, var politikerne vildt uenige om sikkerhedspolitikken. NATOs atom-politik og fodnoterne havde splittet folketinget i årene inden. Siden Anden Verdenskrig havde de tre gamle partier, Socialdemokraterne, Venstre og konservative været enige om NATO-medlemsskabet. Men gennem 40 år fra Danmark blev medlem af NATO indtil Muren faldt, var partierne uenige om, hvor hårdt NATO skulle optræde overfor Sovjetunionen. Anker Jørgensen talte glad og gerne om Norden som atomvåbenfri zone, mens de borgerlige rystede på hovedet.

Til gengæld var partierne stort set enige om, hvordan forsvaret i Danmark skulle indrettes, selv om de borgerlige konstant ville have flere penge til forsvaret end Socialdemokraterne og de Radikale.

Modsat situation
I 1997 og endnu mere i dag er situationen den modsatte. Der er stort set enighed om sikkerhedspolitikken, men tiltagende uenighed om, hvad den nye verden betyder for dansk forsvar, for værnepligten, Hjemmeværnet, ubåde og kampfly.

Forsvarspolitikken er med andre ord ved at blive en mere normal politisk kampplads ligesom politiforlig og miljøpolitik er det, skriver professor Bertel Heurlin i sin næsten 300 sider lange bog om dansk forsvarspolitik siden 1988, »Riget, Magten og Militæret«. Grundlaget, sikkerhedspolitikkens formål, er man enige om. Men midlerne, forsvarets indretning, bliver inddraget i den politiske kamp mellem regering og opposition, forudser han.

»Forsvarspolitikken er blevet frigjort fra den kolde krigs mølposer. Den er kommet frem i dagens lys, men er dog stadigvæk spundet ind i forsvarsforligsregimet«, pointerer han.

Men fra at være et »politisk minusområde« - hvor der kun er få stemmer at hente - er den traditionelle enighed om forsvarets indretning ved at krakelere.

Er borgfreden hævet?
Forud for de kommende forsvarsforhandlinger har især Socialdemokratiet spillet hårdt ud med krav om suspension af værnepligt, nedlæggelse af en stor del af Hjemmeværnet, udfasning af kampfly samt afvisning af at investere i nye ubåde. Det er krav, som har fået Venstrepolitikere til at overveje, om Socialdemokraterne er på vej ud af kredsen af »forsvarsbrødre«, der siden begyndelsen af 1960erne traditionelt har aftalt fire- eller fem-årige forsvarsforlig og som med forsvarsministeren som formand i praksis fungerer som forsvarets politiske bestyrelse, langt væk fra de almindelige åbne politiske slagsmål.

Til gengæld tripper Dansk Folkeparti for at komme med i den eksklusive klub. Partiets opfattelse af Danmark som en kolonihave, hvori alt skal forblive uforandret trygt som dengang morfar var soldat, gør det vanskeligt for Dansk Folkeparti at sige ja til forsvarsministerens forslag om en kun tre måneder lang værnepligt. Hjemmeværnet vil Dansk Folkeparti også nødig pille ved. Men ellers står de bag forsvarsministeren.

Når det gælder vælgernes opmærksomhed, kan forsvarspolitik stadig ikke måle sig med med indvandrings- eller velfærdspolitiske emner. Men dets rolleskift fra den politiske scenes skyggefulde udkant til rollen som politisk kastebold er tydelig og har gode grunde:

Under den kolde krig havde forsvaret noget fjernt over sig, det var knyttet til strategiske mål og Danmarks overordnede eksistens og blev i øvrigt aldrig sat på prøve derude i virkeligheden.

Men i 1990erne blev forsvaret engageret i operationer ikke langt fra Danmark. Opgaverne forekom meningsfulde og nødvendige og »politisk korrekte«. Alle måtte være enige om, at det var vigtigt at redde mennesker på Balkan fra voldtægt og nedslagtning. Og nu blev soldaterne og deres materiel sat på prøve. Nogle soldater omkom, og der blev pludselig stærke krav om, at soldaternes materiel og uddannelse faktisk var i orden ikke blot i øvelsesevalueringer, men også i virkeligheden. Forsvaret handlede ikke længere om nationens eksistens, til gengæld kom det til at handle om den enkelte soldats overlevelse. Blandt andet af disse grunde skete noget tredje afgørende: Medierne begyndte at interesse sig for forsvaret.

Politikere bestemmer
Bertel Heurlin, der som uafhængig ekspert i sikkerhedspolitik var medlem af både 1988- og 1997-kommissionerne, fastslår, at i Danmark er det faktisk politikerne, der bestemmer over forsvaret, og ikke omvendt.

I den nye bog - der er udgivet som led i rækken af udredninger om magten i Danmark - citeres tidligere departementschef i Forsvarsministeriet, Michael Christiansen for en udtalelse om, at forsvaret såmænd ville have pareret ordre, hvis det havde fået besked på at nedlægge sig selv.

Men det betyder ikke, at forsvaret holdt sig fra al politisering. Da Det radikale Venstre med deres dengang centrale placering i dansk politik fremtvang beslutningen om de to forsvarskommissioner i 1988 og 1997, var hverken de borgerlige partier eller forsvaret særligt begejstrede. Daværende forsvarsminister Hans Hækkerup (S) oplevede en træghed i Forsvarskommandoen overfor kravet

om omstilling.

»Der var ingen ønsker om omfattende transformationer. Der skulle ikke sælges ud«, mente Hans Hækkerup.

Men selv om de grundlæggende demokratiske kontrolmekanismer med forsvaret er på plads, havde Forsvarskommandoen dengang som nu et afgørende våben: Monopol på viden om forsvaret.

Den danske akademiske verden kan tilbyde adskillige sikkerhedspolitiske eksperter, men stort set ingen uafhængige forskere med viden om forsvarets indretning. Den tilstand er ikke ændret siden 1997. Også i dag er det Forsvarskommandoen, der er alene om at levere de militærfaglige oplæg til politikerne. Politikerne er nødt til at stole alene på Forsvarskommandoens anbefalinger af, hvordan politikerne får mest muligt relevant forsvar for skattekronerne.

Det er ikke altid klogt. Et eksempel: Indtil sidste forår opretholdt Søværnet et omfattende mineberedskab, som gjorde muligt at udlægge søminer i de danske bælter, til forsvar mod en invasionsstyrke, med kun 24 timers varsel. Dette levn fra den kolde krig forsvandt først, da forsvaret sidste år måtte gennemføre en hastebesparelse på en milliard på grund af manglende kontrol med lønstyringen.

Selv om det kommende forsvarsforlig bliver mere omfattende end noget tidligere forlig i nyere historisk tid, bliver grundlaget denne gang skabt gennem forberedelser i lukkede embedsmandsudvalg, fjernt fra nysgerrige blikke. For de radikale har ikke længere politisk magt til at gennemtvinge en forsvarskommission.

Manglen på en kommission som beredelse til forsvarets kommende transformation kan i sig selv skærpe den politiske konflikt om forsvaret. Et af målene med de gamle forsvarskommissioner var netop at skabe konsensus - enighed - mellem forsvar, politikere og eksperter. Det lykkedes i 1988, og, i mindre grad, i 1997, hvor sprækkerne begyndte at vise sig i form af mindretalsudtalelser fra både det daværende radikale regeringsparti og de konservative.

I 2004 kan det gå galt.

Men helt prisgivet politiske påhit og skiftende flertal bliver forsvaret dog næppe. Bertel Heurlin gætter på, at forsvaret trods nye roller og politiske kastevinde vil »bevare en vis sakrosankt karakter, en karakter af liv og død, en karakter af en særlig form for identitet i forbindelse med voldsmonopolet«.

Bertel Heurlin: »Riget, magten og militæret«

Aarhus Universitetsforlag

udkommer 17. februar

288 sider

248 kroner.