Forsvarere vil starte helt forfra med skandaleramt hashsag

En anklagers instruks til politividner har betydet, at sag mod 11 tiltalte har ligget stille i halvandet år.

Advokat Hugo Steinmetz er en af forsvarerne for 11 tiltalte i en hashsag fra Pusher Street i Christiania. Østre Landsret får nu en klar opfordring. Scanpix/Claus Bech Andersen/arkiv Fold sammen
Læs mere

København. En anklagers tætte kontakt med vidner i en stor sag om hashhandel i Christiania får nu de tiltaltes forsvarere til at stille krav til Østre Landsret, hvor sagen har ligget stille i halvandet år.

Dommerne bør sende sagen ned i retssystemet, så den begynder helt forfra i Københavns Byret.

Det er en af de 11 tiltaltes forsvarere, der fredag oplyser, at samtlige forsvarere står bag ønsket.

- Vi har lavet en fælles indstilling om, at landsretten hjemviser sagen til fornyet forhandling ved byretten. Det er ikke nok, at den går om i landsretten, siger advokat Hugo Steinmetz.

Sagen gik i stå i oktober 2016. Det skete, da det stod klart, at anklageren havde vildledt retten om den kontakt, hun havde haft med tre politifolk, der havde arbejdet som agenter med at indsamle beviser.

Desuden kom det frem, at hun havde givet nøje instrukser til de tre om, hvad de skulle forklare som vidner.

Statsadvokaten i København reagerede ved at trække anklageren ud af sagen, og hun blev meldt for embedsmisbrug. Hun og en anden anklager, der har arbejdet i samme sagskompleks i "Operation Nordlys", er derefter begge blevet sigtet for overtrædelse af straffeloven. De nægter sig skyldige.

I forbindelse med efterforskningen har Den Uafhængige Politiklagemyndighed også afhørt tre landsdommere, der har siddet på podiet ved flere end 12 retsmøder i sagen.

For nylig lød beskeden fra de tre dommere og tre domsmænd, at de vil trække sig på grund af inhabilitet. Et andet hold skal tage over. Samtidig bad de forsvarerne og anklagemyndigheden om deres holdning. Og forsvarerne er nu klar med en indstilling, lyder det fra Hugo Steinmetz.

Han medgiver, at det vil give en yderligere voldsom forsinkelse.

- Men det, der er sket her, er så alvorligt og fuldstændig uacceptabelt. Vi har fået bevis for på skrift, at man har forberedt sagen, inden man går i retten, så vidnerne er blevet instrueret om, hvad de skal forklare.

Vigtige principper i et retssamfund står på spil, mener Hugo Steinmetz.

- Hvis vi åbner op for, at anklagemyndigheden kan planlægge sagerne på den måde, hvad så næste gang, hvor du er i retten, og hvor der kun er politividner? Skal det så også accepteres? Det skal markeres, at dette kan vi ikke leve med, og derfor skal man forfra, siger advokaten.

/ritzau/