Forstander for Tokanten suspenderet

Den kvindelige forstander for bostedet Tokanten er blevet suspenderet, mens Københavns Kommune undersøger forholdene på stedet.

Sagen om den massive brug af magt over for udviklingshæmmede på bostedet Tokanten har ført til forstanderens suspension. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Den kvindelige leder af bostedet Tokanten på Amager suspenderes, mens Københavns Kommune undersøger forholdene til bunds.

Lederen af bostedet, hvor otte udviklingshæmmede i det skjulte har været udsat for massiv brug af magt gennem seks år, fritages for tjeneste efter Berlingske Tidendes afsløringer.

Det sker, efter at en tidligere pædagog stod frem i Berlingske Søndag og fortalte om, at de udviklingshæmmede blev låst ude og låst inde samt slæbt hen af gulvet, hvis de blev urolige eller aggressive. Hendes historie bakkes op af tre andre tidligere medarbejdere, der foretrækker at være anonyme.

Personalet skrev 641 indberetninger fra 2001 til i dag, men forstander Hanne Jensen undlod at sende dem ind til forvaltningen, sådan som loven kræver. Derfor blev personalets nødråb aldrig hørt.

Fornylig afsluttede Københavns Kommune en foreløbig tjenstlig undersøgelse med en påtale til forstanderen, men nu vil Københavns Kommune foretager yderligere undersøgelser.

Vicedirektør Jens Elmelund fra Københavns Kommune siger til TV2 News:

»Forstanderen er fritaget for tjeneste indtil videre.«

Undersøgelserne ventes at tage cirka en uge, hvorefter forstanderens fremtid afgøres.

Magtanvendelserne på Tokanten, hvoraf mange har været ulovlige, fandt sted på afsnittet Persillevej 2A.