Forslag: Sådan skal det gøres sværere for unge at købe øl og sprut

 

Ingen øl uden ID. Står det til Danske Regioner er det fremover ikke kun på diskoteker og barer, at unge skal være fyldt 18 år for at købe øl og vin.

Aldersgrænsen skal også gælde i supermarkeder og kiosker - ligesom i langt de fleste andre europæiske lande. De dårlige alkoholvaner bliver nemlig grundlagt i de unge år, lyder det fra Ulla Astman, Danske Regioners sundhedsudvalgsformand.

»Erfaringer fra andre lande viser, at hvis man går senere i gang med at drikke alkohol, vil man også opleve færre problemer med alkoholen. Jeg har stor tillid til vores unge, men jeg har også et ansvar for at tage hånd om den kedelige rekord, som danske unge har i Europa. Derfor vil vi stramme reglerne og dermed mindske alkoholforbruget,« siger hun.

Danske unge drikker hyppigt og meget. Ja faktisk har vi europæisk rekord i netop det, viser den europæiske skolebørnsundersøgelse, ESPAD, som blev præsenteret i efteråret. I Danmark havde 73 pct i aldersgruppen 15-16 år drukket alkohol inden for den seneste måned, 32 pct havde været direkte fulde, hvilket placerer Danmark på en førsteplads.

Spørger du de unge selv, mener over halvdelen, at alkoholforbruget blandt unge er for højt, viser en undersøgelse af Trygfonden og Kræftens Bekæmpelse.

Formand for Vidensråd for Forebyggelse Morten Grønbæk oplever også en tendens til, at kulturen omkring alkohol er ved at ændre sig nogle grupper, hvor fokus på sundhed, kroppen, sport og jagten på 12-taller får de unge til at drikke mindre i weekenden. Men når man kigger på en klassisk gymnasieklasse, er alkoholkulturen ret uændret. Her bliver der stadig holdt meget våde gymnasiefester og arrangeret drukture til udlandet.

Han er derfor enig i, at det er på tide, at vi følger trop med de andre europæiske lande og hæver alderen for, hvornår man må købe alkohol.

»Det er en meget, meget god ide,« siger han om forslaget fra Danske Regioner som sammen med 23 andre forslag til forebyggelse af sygdom bliver præsenteret på Danske Regioners generalforsamling i dag.

For selvom man ikke får kræft og skrumpelever efter første gymnasiefest, så kan weekendens drukture dels ende i akutte skader som vold, uønsket sex og uheld, men man risikerer også at få et uheldigt drikkemønster, der følger en resten af livet og som netop kan resulterer i både fysiske, psykiske sygdomme og sociale udfordringer. Sammen med rygning er alkohol hovedårsagen til, at personer med korte uddannelser dør tidligere.

Men en højere aldersgrænse gør det ikke alene. Den skal også håndhæves, så det det ikke ender på samme måde som med tobakken, hvor personer under 18 år stadig kan købe cigaretter mange steder. I dag kan man købe øl, vin og andet alkohol med en alkoholprocent under 16,5, fra man er 16 år, mens man skal være 18 år for at købe stærkere spiritus. Det er en rodet regel, som mange ikke helt kender eller forstår, mener Morten Grønbæk.

»Det vigtigste er, at vi sætter en aldersgrænse, som alle kender, og at den samtidig bliver håndhævet. Så tror jeg på, at forbruget af alkohol vil falde,« siger Morten Grønbæk.

Han tror dog ikke på, at de unge så bare får ældre søskende eller forældre til at købe øl for dem.

»Det er meget hypotetisk, at det vil ske. Man er da en idiot, hvis man køber en kasse øl til sin knægt,« siger han.