Forskning i top i ny energiplan

Forskning i energiteknologi skal styrkes, og støtten til vindmøller skal have et serviceeftersyn. Derimod venter regeringen nogle år med biobrændstof i benzin.

Pengesækken til energiforskning skal være dobbelt så stor. Vindmøller skal have støtte, når de opføres, i stedet for til driften. Og den politiske aftale om energibesparelser skal skærpes, så der spares en promille mere om året.

Det er nogle af virkemidlerne i regeringens nye oplæg om energipolitikken frem til 2025, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og energiminister Flemming Hansen (K) præsenterede fredag.

Regeringen vil holde det samlede danske energiforbrug i ro. Målet er at mindske Danmarks forbrug af kul, olie og gas med mindst 15 procent og øge den vedvarende energis andel af det samlede energiforbrug med over 30 procent. Samtidig er det vigtigt for regeringen, at der fortsat bliver plads til økonomisk vækst.

I transportsektoren vil regeringen fritage brintbiler for afgift, men den er ikke parat til at fremme omstilling ved allerede nu at påbyde iblanding af biobrændstof i benzin og diesel. Først i 2020 skal andelen af biobrændstof være 10 procent.

/ritzau/