Forskere fraråder influenzavaccine

Influenzavaccine gør ingen forskel, hvis man er en rask voksen, konkluderer ny gennemgang.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er du rask og mellem 16 og 64 år gammel, gør det ingen forskel, om du bliver vaccineret mod influenza eller ej.

Sådan lyder det i en såkaldt Cochrane-undersøgelse, et overblik over en række internationale undersøgelser af influenzavacciners virkning. Vaccination sænker hverken antallet af sygedage, lægebesøg eller tabte arbejdsdage, er konklusionen, som offentliggøres i dag i Ugeskrift for Læger. Cochrane-undersøgelsen er gået igennem af forskere fra Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.

Sundhedsstyrelsen anbefaler i dag personer over 65 år, kronisk syge, overvægtige og gravide at blive vaccineret mod influenza. Derfor kan disse grupper også få vaccinen gratis. Cochrane-undersøgelsen støtter den linje, der er lagt, mener Steffen Thirstrup, enhedschef i Sundhedsstyrelsens enhed for Lægemiddeludvikling og -evaluering.

»Det bekræfter vores anbefalinger vedrørende den årlige influenzavaccination. Det er først og fremmest risikogrupperne, som har gavn af at lade sig vaccinere. Vaccination kan sjældent betale sig for raske voksne,« siger han.

Hos de Praktiserende Lægers Organisation nikker formand Henrik Dibbern til rapportens konklusioner.

»Det er et videnskabeligt bevis på noget, vi allerede vidste. Hvis man nu kunne bevise, at vaccination kan nedsætte sygeligheden om vinteren, kunne det give mening for raske at vaccinere sig. Men når det ikke kan bevises, er der ingen grund til det,« siger han.

Forskerne peger i Cochrane-undersøgelsen på, at forbedring af indeklima og hygiejne på arbejdspladsen måske er en bedre forebyggelse mod influenza end vaccinationer. Det kan være en fornuftig tilgang, mener Tyra Krause, overlæge på Afdeling for Infektionsepidemiologi, Statens Serum Institut.

»Det er en rigtig god idé, for det kan forebygge over en bredere kam. Influenza er jo langt fra den eneste luftvejsinfektion,« siger hun.

Læger er skeptiske

Omkring 150.000 raske voksne har i denne sæson fået en influenzavaccination, vurderer Tyra Krause - blandt andet på baggrund af, hvor mange mennesker der bliver vaccineret hos det største private vaccinationsfirma i Danmark, Danske Lægers Vaccinations Service. Her koster en influenzavaccine 185 kroner. Firmaet servicerer i øvrigt årligt omkring 1.200 virksomheder, der tilbyder deres ansatte influenzavaccinationer.

Karsten Østergaard, direktør i Danske Lægers Vaccinations Service, er skeptisk over for Cochrane-undersøgelsen.

»Når vi tager på kongres, står der altså en hel verden af forskere, som synes, det er forkert. Der er også andre tendenser rundt omkring i verden,« siger han og henviser blandt andet til, at den centrale amerikanske sundhedsmyndighed, CDC, anbefaler, at alle over seks måneder bliver vaccineret mod influenza.

Og det kan da også stadig give mening at vaccinere sig, selv om man er rask og under 65 år, mener Tyra Krause.

»Jeg synes stadig, der er god grund til at lade sig vaccinere, hvis det betyder meget at skulle være væk fra arbejde og gå og hoste, eller hvis man for eksempel ikke ønsker at smitte sin familie med influenza. Vaccination beskytter dig mod influenza, men man kan selvfølgelig stadigt blive syg af andre ting,« siger hun.