Forskere finder hverdagens små glæder under nedlukningen: Nu taler de om »posttraumatisk trivsel«

Forårets nedlukninger på grund af coronavirus har ifølge forskere for nogle mennesker ført til det, de beskriver som posttraumatisk vækst eller trivsel.

Ifølge en ny undersøgelse har familier også oplevet positive konsekvenser af samfundsnedlukning og dermed hjemsendelse til blandt andet hjemmearbejde og hjemmeskoling.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ensomhed, ledighed, nedtur, hjemmeskoling og bekymring for fremtiden.

Det er blot nogle af de mange negative konsekvenser, der for den enkelte følger med nedlukning og hjemsendelse på grund af covid-19.

Men rent faktisk kom der for mange familier også noget godt ud af at blive hjemsendt i foråret.

Det når en international forskergruppe frem til i en ny undersøgelse.

En af forskerne bag undersøgelsen, offentliggjort i British Journal of Psychiatry, taler om »vigtige resultater«.

Efter den første nedlukning i foråret 2020 svarede 385 britiske og portugisiske forældre til børn i alderen 6-16 år forskerne fra blandt andet University of Bath på en lang række spørgsmål om deres oplevelser med at være sendt hjem.

Alle havde ifølge forskerne oplevet »betydelig modgang« på grund af corona. Således arbejdede 70 procent udelukkende hjemmefra, så godt som alle hjemmeskolede deres børn, cirka halvdelen gik ned i indkomst, og hver femte kunne fortælle om familiemedlemmer, der enten var smittet eller var mistænkt for at have pådraget sig virussen.

Alligevel svarer 88 procent i undersøgelsen »ja« til spørgsmålet: »Mener du, at der er kommet noget positivt ud af pandemien og restriktioner i forhold til social afstand?«

Et fingerpeg

Professor på University of Bath, Paul Stallard, anerkender, at covid-19 »i betydeligt omfang har påvirket vores mentale helbred negativt«.

»Men det er ikke hele historien,« understreger han i en pressemeddelelse:

»Mange af respondenterne … lagde vægt på det, vi rent anekdotisk havde hørt om nogle af de positive effekter, som folk havde fået ud af at leve et mere stille og langsomt liv på grund af nedlukningerne.«

Han taler om »vigtige resultater«.

Undersøgelsen dokumenterer ifølge Paul Stallard nemlig, at »dem, der var i stand til at se disse positive effekter, havde det mentalt bedre end dem, der ikke var«.

»Det giver os et fingerpeg om, hvordan vi måske kan komme tilbage gladere og sundere, hvis vi vælger at tage disse små positive ting med et mere stille liv fra den periode til os,« understreger han.

»Særligt nu …«

Forskere taler på baggrund af svarene om »posttraumatisk trivsel«. Altså, at stressende eller traumatiske begivenheder efterfølgende også har positive effekter.

Af undersøgelsen fremgår, at:

  • Næsten hver anden oplever, at de har fået tættere relationer i familien.
  • Godt hver femte påskønner livet mere og tænker mere over værdier, prioriteringer og det, »der virkelig betyder noget«. Om det så er mindre materialisme, bedre livsstil og »de små ting i livet«.
  • 16 procent oplever et større åndeligt nærvær og en større påskønnelse af fællesskabet og andres situation.
  • Godt hver tiende fortæller, at de har fået en bedre work-life balance, og hvordan de har opdaget og taget nye muligheder til sig i forhold til ikke mindst hjemmearbejde.

Professor på universitetet i Lissabon, Ana Isabel Pereira, mener, at undersøgelsens resultater kan finde anvendelse i en tid med fortsatte nedlukninger på tværs af mange lande.

»Særligt nu, med fortsat stor modgang, er det vigtigt at kunne finde mål og mening,« siger hun.

Forskerne tager selv det forbehold, at undersøgelsens resultater kan være påvirket af måden, deltagerne er blevet spurgt.

» … vores spørgsmål kan derfor have motiveret respondenterne til at identificere og kognitivt behandle begivenheder på en mere positiv måde … hvilket kan forklare, hvorfor den posttraumatiske trivsel var så høj,« lyder det.