Forskere: Europa vil i fremtiden opleve voldsomme flygtningestrømme

Tre demografer forudsiger, at den strøm af flygtninge, Europa oplever i dag, er meget lille sammenlignet med fremtidens flygtningestrømme.

Læs mere
Fold sammen

Flygtningestrømmen mod Europa vil i fremtiden blive meget mere massiv, end den er i dag, forudsiger tre demografer og fremtrædende forskere. Det skriver Jyllands-Posten.

Blandt dem er den danske demograf og professor emeritus fra Københavns Universitet, Poul Christian Matthiessen.

Han forklarer, at på grund af borgerkrige, fattigdom og social uro i flere lande i Afrika, vil Europa fremover opleve endnu kraftigere strømme af flygtninge.

»Det kan betyde et voldsomt pres på europæiske værdier som demokrati, ytringsfrihed og kønnenes ligestilling,« siger han til avisen.

Han bakkes op af demografen David Coleman fra Oxford University, som mener, at der er brug for en radikal ændring af FNs Flygtningekonvention.

Den blev oprindeligt lavet for at tage hånd om flygtninge internt i Europa efter Anden Verdenskrig, men den er siden blevet udvidet til at omfatte flygtninge fra hele verden. Men nu bliver presset på Europa altså så stort, at man bør revidere konventionen, siger han.

Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen (S) mener ikke, at det er Danmark, der bør gå forrest for at få ændret konventionen. Hun mener i stedet, at man skal arbejde på at styrke et europæisk samarbejde om at håndtere de mange flygtninge, siger hun til Jyllands-Posten.

Formand for EU-Kommissionen Jean-Claude Juncker har bebudet, at asylpolitikken skal prioriteres højere i EU, og kommissionen ventes at komme med et udspil senere på året.