Indre Nørrebro er med sine 14.000 indbyggere lige så tæt befolket som New Yorks Manhattan. Som New York, der kaldes en smeltedigel, er firkanten en kontrasternes holdeplads. Indre Nørrebro er både indvandring, arbejderkamprester, Ungdomshusemonstrationer, junkmad og raw food, ghettomærkater, vold, folkekøkkener, multikultur og natteliv. Overlappende verdener. Hærget af kriminalitet, men stadig et folkets trækplaster.

Og hvordan giver vi kontrasterne optimale spillevilkår, så ikke det bliver et sted, hvor parallelsamfundene trives bedst?

En by kan bygges kriminalpræventivt

Kriminaliteten skal nedbringes. Det vil fremme beboernes oplevede tryghed, peger både Københavns Kommune, frivillige og kulturforskere på. Men vil projekter som den 28 millioner kroner dyre satsning, Hotspot, eller de billigere løsninger hos de mange frivillige kræfter have succes med at nedbringe utrygheden og kriminaliteten? Eller skal vi, mens vi venter på resultaterne, også lede efter andre løsninger, som ikke nødvendigvis er tidsbegrænsede indsatser, sociale arrangementer og lektiecaféer?

Et bud på et alternativ kommer fra Bo Grönlund, arkitekt på Kunstakademiets Arkitektskole. I over to årtier har han forsket i kriminalpræventiv byplanlægning både i Danmark og Sverige. Han tager os med på en tur i det tætbefolkede område mellem Jagtvej og Søerne, Åboulevard og Nørrebrogade. For et byrums udseende kan i sig selv være med til nedbringe eller øge kriminalitet, alt efter hvordan det er indrettet, siger han.

Bo Grönlund fortæller, at man kan begrænse den del af kriminaliteten, der er opportunity-baseret. Den, som opstår, fordi muligheden for at gøre noget ulovligt uden at blive opdaget er til stede. Ifølge Bo Grönlund og rutineaktivitetsteorien skal tre ting være til stede: en potentiel gerningsmand, der bliver motiveret, et objekt og en situation, hvor der er mangel på kontrol. Og hvis de tre ting falder sammen i tid og sted, er der risiko for, at den kriminelle handling bliver begået. Men hvis man i byplanlægningen er med til at indtænke rutineaktivitetsteorien og i arkitekturen fjerne den ene af de tre faktorer, så kan selve indretningen have en kriminalpræventiv effekt. Og hvis man som samfund sideløbende forholder sig til de dybere, sociale årsager til, at en kriminel bliver kriminel, så vil det give udslag i statistikkerne på den lange bane, vurderer Bo Grönlund.

- Selvfølgelig kan man ikke løse for eksempel bandeproblemerne på Nørrebro ved hjælp af fysiske tiltag i byrummet. Det er for organiseret og avanceret. Men præventivt giver tryghedsskabende byplanlægning mening.

Der skal lys til

Bo Grönlund peger på vigtigheden af at skabe åbne, overskuelige og oplyste offentlige rum, da vi går en tur med ham gennem en af de grafitti-tiltaggede porte i Blågårdsgade. Ind i gården, hvor 29-årige Jeppe blev stukket ned på vej hjem fra en julefrokost.

I den klassiske Nørrebro-port ser Bo Grönlund straks de typiske problemer: Porten er en mørk niche, man kan gemme sig i. Den er ulåst, og inde i gården er der direkte gennemgang til nabogården, det vil sige nem flugtvej, og der er kun få vinduer og sparsomt lys om aftenen.

- Der skal lys til, siger han. Men ikke blændende projektører, for det menneskelige øje opfatter ikke det hårde lys som ordentligt lys, men som noget, der gør mørket uden for projektørens kegle ekstra sort. Og døre og vinduer må ikke sidde for langt inde i murene, for det kaster skygger, og i skyggerne bor uvisheden og frygten for potentielle voldsmænd. Også graffiti er slemt, siger Bo Grönlund:

- Malingen i sig selv gør jo ingen skade. Men vi bliver bange for graffitien, for hvis der kan blive tagget uset på en husmur – hvad ellers kan der så ikke foregå? Graffiti signalerer, at her intet opsyn er. Og så holder vi os væk. Og dét er farligt. For i et trygt byrum er der færdsel på gaderne – der omgås vi hinanden og lader ikke rummet stå øde hen.

Sanering som byfornyelse

Vi går forbi Folkets Park, ned ad Kapelvej, skæver ind på Assistensen; forbi arealerne på Stengade, hvor legepladsen Firkantens Byggelegeplads – Byggeren – engang lå, før den i 1980 blev jævnet med jorden i fremskridtets navn. Bo Grönlund konkluderer, at det var meget drastisk at rive hele molevitten ned dengang. Bulldozersanering med tryk på sanering. Og i stedet opførelse af jævnt boligbyggeri til det jævne Danmark. Men med det økonomiske opsving ville middelklassen ikke bo der alligevel, for nu havde de pludselig råd til parcelhuse i forstaden. Og folk på overførselsindkomst blev gelejdet ind i de tomme lejemål i det, der i dag er ghetto Blågården.

Men skulle man så rive det ned nu, spørger vi. Starte forfra – igen? Det synes Bo Grönlund ikke. Selv om byfornyelse i dag er mildere og mere gennemtænkt end i 1970’erne. Alligevel ville man ikke kunne undgå at slå relationer i stykker, som er blevet opbygget gennem de mere end 25 år, Blågården har ligget på Indre Nørrebro.

Som man gjorde dengang.

En gade, der giver noget tilbage

I Blågårdsgade kigger Bo Grönlund på de halvfulde frugtkasser, der står og fylder, og som sammen med gadebeplantningen og cykelstativer fylder næsten hele fortovet. Det er ikke optimalt i forhold til at skabe tryghed, påpeger han. Ligesom graffiti og affald kan rod være med til at signalere, at her foregår ulovligheder. På den måde bliver indbydelsen til kriminalitet selvforstærkende.

I en sidegade mellem Kapelvej og Griffenfeldsgade stopper han igen. Peger på en husmur. Se der, siger han. Nogle underlige, stjerneformede gevækster i øjenhøjde. I lige linje langs husmuren, uden umiddelbar funktion. Bo nikker – for det er lige præcis dét, der er vigtigt.

- Disse udsmykninger af en mur har en betydning. Man kan diskutere hvor pæne, de er, men de signalerer, at der er taget stilling til udsmykning. At her færdes man i en gade, som giver noget tilbage. Den er ikke anonym eller ligeglad, som for eksempel den dérovre, siger han og peger på en mur af Blågårdens ensartede, røde mursten.

Foran Props Coffee Shop sukker han igen og griber fat i et opstammet træ, hvor grenene hænger ned og skygger for alt, der befinder sig på den anden side.

- Det er ikke opstammet nok, siger han, for:

Man skal kunne se under grenene, ellers går udsmykningsmeningen tabt i utryghed – for i mørket, man ikke kan gennemskue, kan der gemme sig megen frygt. Han påpeger også, at man altså burde rydde op i alle de cykkellig. Ikke bare fordi nogle af cyklerne sikkert er stjålne og efterladte, men fordi de to cykelkirkegårde på hver side af gangarealerne efterhånden er så store, at gågaden er blevet væsentligt indskrænket. Også en faldgrube.

- Man skal kunne bevæge sig i et byrum uden at genere og uden at blive generet. Frit og uden gnidninger, siger han og mener at ansvaret for tiltag som disse må ligge hos de folkevalgte.

Flere regler, tak

Der er behov for mere standardisering i byplanlægningen, siger han:

- Man kunne ønske sig, at der blev tænkt over, at arkitektur skaber tryghed. Vi har jo regler for alt muligt andet i byudvikling – husene må ikke være i fare for at styrte sammen, og handikapadgang er påkrævet. På samme måde kunne man håbe, at der blev tænkt i kriminalpræventiv arkitektur.

Læs de øvrige artikler i serien »Kære Nørrebro« på www.b.dk/nørrebro.