Forsker: Velpolstrede firmaer bør stå for sociale tilbud

Flere kommuner vil sende anbringelser af unge med eksempelvis adhd eller en autisme-diagnose i udbud.

Kommuner, der ønsker at udlicitere anbringelser af unge i sociale tilbud, bør sikre sig mod konkurs hos den virksomhed, der skal varetage arbejdet.

Sådan lyder det fra Jakob Kjellberg, der er professor ved Kora, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

- Man skal være sikker på, at dem, der får opgaven, også har økonomisk pondus til at kunne gennemføre den i praksis, siger han.

- Hvis der ikke er økonomisk ballast i den virksomhed, der byder, så kan den risikere at gå konkurs, og så står man selv med problemet.

Ifølge Jakob Kjellberg har det netop været tilfældet på blandt andet hjemmeplejeområdet, hvor mange private aktører er gået konkurs.

Det er en række sjællandske kommuner, som planlægger at udlicitere arbejdet med at tage hånd om de unge, der er i alderen 15 til 23 år. Alle har de enten en autisme-diagnose, adhd eller Aspergers syndrom.

/ritzau/