Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Sjællænderne melder sig oftere syge for at tage en dag under dynen, end de gør i Jylland. Det viser en analyse fra Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum, som er lavet på baggrund af tal om danskernes sygefravær i 2013.
Analysen konkluderer, at de 26 kommuner med det største antal sygefraværsforløb per fuldtidsansat ligger på Sjælland, skriver Jyllands-Posten mandag.
Ifølge Thomas Lund, der er seniorforsker med speciale i sygefravær, skyldes forskellen det generelle helbredsniveau i kommunerne.
»Noget af det, man ved er, at der er nogle specielle problematikker, der hører til hovedstaden. Her er der nemlig en større ophobning af sociale tilfælde, det vil sige de tunge sociale klienter med et udfordret helbred, end det er tilfældet ude i provinsen, og det koster bare på sygefraværskontoen,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.
Forskeren vil dog ikke afvise, at sygefraværet kan have noget at gøre med kulturelle forskelle mellem Sjællænd og Jylland.
»Tallene viser, at jyderne har færre sygedage, men når de så ligger sig ned, bliver de også liggende i lidt længere tid, hvorimod sjællænderne i høj grad tager det i opløbet og til gengæld er væk i kortere tid. Det kan godt være et tegn på kulturforskel,« tilføjer Thomas Lund og understreger, at det ikke kan vides med sikkerhed, da det ikke er undersøgt.
»Dem, der kommer fra vest, kan godt lide at sige, at det er fordi, vi er lidt sejere og alt det der, men det er der altså ikke noget som helst belæg for at sige,« uddyber Thomas Lund, forsker i sygefravær, og tilføjer, at sygdomsfraværet i Danmark generelt er meget lavt internationalt set.
I 18 af de 25 kommuner, hvor sygdomsforløbene varer længst ad gangen, er kommunerne jyske.