Forsker: Danmark udsættes også for russiske angreb

Mens flere vestlige lande med USA i spidsen har taget bladet fra munden og åbent taler om russiske cyberangreb og russisk propaganda, er den danske efterretningstjeneste fortsat tavs. Men efterretningsekspert Flemming Splidsboel er ikke i tvivl: Danmark udsættes også for russiske angreb.

Den russiske præsident, Vladimir Putin. Fold sammen
Læs mere
Foto: MIKHAIL KLIMENTYEV / SPUTNIK / K

40 år efter Watergate-skandalen har der igen været indbrud hos Demokraterne i USA, men denne gang med den digitale tidsalders utydelige fodspor. Ifølge den amerikanske efterretningstjeneste er det Rusland, der står bag med det perfekte våben, cyberangreb.

Et våben, der kunne benyttes, selvom en agent fra det amerikanske forbundspoliti, FBI, allerede i september 2015 ringede til Demokraterne for at advare om et angreb. For den tekniske medarbejder, agenten fik i røret, tog ikke beskeden om mindst en hacket computer særlig alvorligt.

Et halvt år senere fik flere amerikanske partimedlemmer mails, hvor der stod: »Nogen har netop forsøgt at bruge din adgangskode for at logge ind på din Google-konto. Google stoppede dette forsøg. Du bør ændre din adgangskode med det samme«. I mailen var en knap, med ordene »skift adgangskode«, som flere klikkede på. Et klik, der gav russiske hackere adgang til tusindvis af mails. Mails med informationer, der ifølge de amerikanske myndigheder siden blev lækket til medier og omdannet til politisk sabotage under den amerikanske valgkamp, skriver den amerikanske avis The New York Times.

Dette forhold har netop fået USA til at udvise 35 russiske diplomater, som er ved at pakke deres ejendele sammen denne weekend. De amerikanske myndigheder mener, Rusland har forsøgt at påvirke præsidentvalget. Rusland nægter sig skyldig.

Med USA i spidsen har flere lande den seneste tid beskyldt Rusland for at stå bag cyberangreb og falske nyheder. I Storbritannien har unavngivne embedsmænd i efterretningstjenesten for nylig erkendt, at Rusland fører en ukonventionel krigsførelse mod Storbritannien med cyberangreb og falske nyheder, skriver The Times. Og efter et stort cyberangreb i Tyskland i november advarede efterretningstjenesten her om, at russiske hackere kan forsøge at påvirke forbundsdagsvalget næste år.

Kansler Angela Merkel sagde i den forbindelse, at hun ikke vidste, hvem der stod bag angrebet, »men sådanne cyberangreb eller hybridkonflikter, som de kaldes i Rusland, er nu en del af hverdagen, og vi må lære at leve med dem,« lød det ifølge Ritzau.

Står Rusland bag cyberangreb i Danmark?

Hvorvidt Rusland også står bag cyberangreb i Danmark vil Forsvarets Efterretningstjeneste ikke svare på - men det vil til gengæld Flemming Splidsboel, der er seniorforsker med ekspertise i Rusland og efterretningsarbejde ved Dansk Institut for Internationale Studier.

»Der er for mig ikke nogen tvivl om, at Rusland er meget aktive i Danmark. Men ikke så aktive som i andre store lande, som er højere på dagsordenen,« siger han.

Herhjemme har Forsvarets Efterretningstjeneste 20. december udgivet sin efterretningsmæssige sikkerhedsvurdering for 2016. Her står, at cybertruslen mod Danmark er »meget høj«, og at danske myndigheder og virksomheder løbende er udsat for forsøg på cyberspionage.

Der står endvidere, at der er »en potentiel trussel fra fremmede stater, som benytter cyberangreb til at forsøge at påvirke meningsdannelsen i andre lande (…) Mens der på nuværende tidspunkt er tale om en lav trussel fra destruktive cyberangreb mod Danmark, vil truslen kunne stige i forbindelse med en skærpet politisk eller militær konflikt, som Danmark indgår i«.

I et andet afsnit omhandlende Rusland, står der, at landet »sandsynligvis anvender hacking for at bidrage til splittelsestendenser internt i EU«.

»En metodik, vi kan genkende her i Danmark«

Chefen for Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste, Thomas Lund-Sørensen, vil som nævnt ikke svare på, om Rusland står bag cyberangreb i Danmark. Men han gentager, at tjenesten ser en række angreb fra fremmede stater, hvoraf nogle menes at tilhøre staternes efterretningstjenester.

»Men vi har aldrig været ude og sige, at det er Rusland eller et andet land, og det gør vi heller ikke i dag,« siger han og forklarer, at det handler om at beskytte den måde, efterretningstjenesten arbejder på.

Thomas Lund-Sørensen noterer sig imidlertid »med stor alvor« de udtalelser, der er kommet fra USA, Tyskland og Storbritannien.

»Og den metodik, altså den måde man gennemfører hackerangreb på, som er beskrevet, er også en metodik, vi kan genkende her i Danmark,« siger han.

Men er det ikke vigtigt at være åben omkring, hvem man mener står bag cyberangreb, når det er et stigende problem i vores samfund?

»Vi synes altid, det er vigtigt med åbenhed omkring hackerangreb, og der er helt klart en tendens i Danmark til at fortælle meget lidt om det. Men det, som især er interessant ved hackerangreb, er, hvordan man kan beskytte sig imod det, og måske i mindre grad om, hvem der står bag,« siger Thomas Lund-Sørensen.

Han understreger, at tjenesten endnu ikke har set hackerangreb i Danmark blive brugt til at sprede misinformation, sådan som det lader til at have været tilfældet i andre lande. Spørger man seniorforsker Flemming Splidsboel, lyder vurderingen også, at Danmark er længere fra centrum på den russiske målskive end flere andre lande.

»Vi er ikke så tydeligt et mål som mange andre lande, og i det omfang, vi er et mål, er det ikke gået op for os i samme omfang som mange andre lande. Vi har ikke en samtale om, hvad gør vi med russisk disinformation i Danmark,« siger han.

Hvilken interesse har Rusland i Danmark?

Generelt har Rusland en stor interesse i at påvirke Nato-medlemslande og EU-medlemslande, og her falder Danmark inden for begge kategorier, fortæller Flemming Splidsboel. Påvirkningen, der både kan fokuseres mod den offentlige mening eller selve beslutningsprocessen, kan eksempelvis handle om sanktioner mod Rusland. Her vil det være i Ruslands interesse at støtte de personer i Danmark, der mener, at sanktionerne mod Rusland bør ophæves.

»Hvis man kan plante historier og støtte folk, der har den holdning, kan det være interessant for russerne,« siger forskeren.

At russerne kan drage fordel af de personer i Danmark, som ytrer sig positivt om Rusland og negativt om EU's hårde linje over for landet, blev tydeligt i efteråret. Her blev Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, kaldt for »Putins nyttige idiot«, da det kom frem, at et blogindlæg hun havde skrevet, var blevet delt på et russisk medie. Marie Krarup selv var ude og gøre det klart, at hun ikke er blevet betalt for at skrive, som hun gjorde.

Flemming Splidsboel er ikke i tvivl om, at vi fremover kommer til at se flere russiske påvirksningsaktiviteter i Danmark. Som han for nylig skrev i Forsvarsavisen, betyder den stigende digitalisering, at vi kan stå over for noget hidtil uset.

»Desinformationen er en systemisk udfordring, som kræver et eller flere systemiske svar. Indtil videre har vi ikke formået at formulere et systemisk svar, og vores politik har mest karakter af små plastre, som vi sætter på rundt omkring,« lyder det i hans indlæg.

Han mener, vi i højere grad bør diskutere, hvordan vi kan forsvare os over for det perfekte våben, cyberangreb. Et våbem der er billigt, svært at se komme og svært at spore. Men som nu angiveligt har vist sig ekketivt i forhold til at yde indflydelse på den internationale scene.