Nu skal det ikke gå ud over budbringeren, men det er bare aldrig godt nyt, når mobilen vibrerer midt på dagen, og der står »Børnehaven« på displayet. Da min ældste datter gik i børnehave, kunne jeg dog besvare opkaldet med nogenlunde rolig stemmeføring, for det drejede sig hver gang om noget harmløst feber-mavekneb-ondt-i-halsen-noget. Men nu gælder det min søn på tre år, og så sidder hjertet i halsen og spontan fugt fra mine håndflader gør det svært at holde fast på telefonen.

Denne gang havde han leget på den store rutsjebane, men da det var blevet trivielt, fandt han ud af, at han kunne kravle ud over siden og hænge i armene. Nuvel. Kan man ikke ændre de fysiske rammer, kan man prøve at ændre reglerne for brugen af dem, og på den måde blev den traditionelle legeplads forvandlet til en udfordrende parkour-bane.

Det hele gik fint, indtil kræfterne i de små overarme gav op, og han faldt ned fra rutsjebanen med et brag, slog luften ud af lungerne og fik knolden banket ned i småstenene under den bulede metalplade.

Ind i bilen og af sted efter barnet i børnehaven. Her sad han lidt forkommen hos pædagogen med såret på armen, fra da han faldt på cyklen dagen før. Nu med en ny bule på venstre side af hovedet og små sår fra stenene ved hårhvirvlen i baghovedet. Men så var det heldigvis ikke værre, og da han begyndte at genfortælle vovestykket, bredte et smil sig i hans ansigt med mere end en antydning af stolthed over bedriften – alt imens jeg sank mine indre organer igen. Jeg havde virkelig lyst til at sige, at det måtte han aldrig gøre igen.

Men ligesom jeg skulle til at gå i gang med mine formaninger, tog jeg mig selv i det. For hvis man stiller en treårig udgave af mig på legepladsen ved siden af min søn, så vil man aldrig opdage slægtskabet, når man alene ser på handlinger og adfærd. Min søn er frygtløs, er i gang med noget hæsblæsende og tænker sjældent på konsekvenserne af sine til tider dumdristige forsøg. Den treårige udgave af mig sidder i sandkassen, bygger slot og er påpasselig med ikke at få sand i skoene. For jeg er født med noget mere forsigtighed i mine DNA-strenge.

Bekymring er et grundvilkår for enhver forælder, men han slider altså ekstraordinært på mine nerver. Jeg har flere gange dagligt lyst til at afbryde hans leg og råbe: »Pas nu på«, »Stop så« og »Ned derfra«. Men jeg prøver af hele mit skrøbelige hjerte at bremse mig selv, for det er ikke hans opgave at tilpasse sig sin fars forsigtige væsen. Han skal ikke være nøjagtigt ligesom mig og lære alt ved at overveje det nøje og veje for og imod. Nej, det er min til tider svære opgave at rumme hans pragmatiske nysgerrighed, kreativitet og eventyrlyst – uanset hvor nervepirrende det er at være vidne til ind imellem.

Jeg prøver derimod at glæde mig over, at vi ikke er ens. Prøver at glæde mig over, hvordan han går til verden med åben pande. Udfordrer sig selv. Lærer med krop, hud og hovedbund.

Jeg griber ind, når han står på sin vogn med hjul for at nå den skarpe saks på køkkenbordet, men ellers forsøger jeg at holde mig på sidelinjen, når han klatrer op, falder og rejser sig igen.

Dagen efter kommer jeg ud på legepladsen, og så hænger han ned fra siden af rutsjebanen igen. Jeg holder vejret. Han giver slip. Jeg lukker øjnene. Han lander på fødderne og griner. Jeg ånder lettet op og giver ham en ordentlig krammer.

Med let fugtige håndflader.