Forsigtig kurs over for designet mad

Dansk landbrug og fødevareindustri presser ikke på for at putte vitaminer i maden. Forbrugerne og eksperterne skal bestemme tempoet.

Dansk landbrug presser ikke på for at tilsætte vitaminer og mineraler til fødevarer. I fødevareerhvervets nye fødevarepolitik anlægger Landbrugsraadet en meget forsigtig linje over for de funktionelle fødevarer.

Landbruget er ikke imod, at der sker berigelse af fødevarer og vil ikke fravælge muligheden for at tilsætte noget, hvis det kan afhjælpe sygdomme. Det er i orden at tilsætte jod til salt af hensyn til folkesundheden. Men dansk landbrug støtter for eksempel ikke tilsætning af vitaminer til usunde ting for at løse problemer med en uhensigtsmæssig livsstil.

Landbrugsraadet har i de senere år arbejdet meget med at skærpe sin fødevarepolitiske og sundhedsmæssige profil. Det er blandt andet sket ved, at rådet på landbrugets vegne har involveret sig i en mængde projekter, der skal øge danskernes madkendskab og få især børn og unge til at spise sundere.

/ritzau/