Forretningsmand dømt for kokainsmugling

En 36-årig forretningsmand er idømt 11 og et halvt års fængsel for indsmugling af 15 kilo kokain samt store mængder hash. Han blev frifundet i flere forhold.

Indsmugling af 15 kilo kokain og store mængder hash kostede fredag i Københavns Byret den 36-årig forretningsmand Patric Levi 11 år og seks måneders fængsel.

Han var oprindelig tiltalt for indsmugling af 42 kilo kokain og 17,5 kilo ecstasytabletter.

Sagen har været kontroversiel bl.a. fordi en mand, der blev anholdt i Tyskland slap billigere i retten ved at forklare om Patric Levis rolle. Foruden rabat i straffen kom han under et vidnebeskyttelsesprogram. Han dukkede dog ikke op under sagen, men hans forklaring blev under forsvarerens protest læst højt.

Retsformanden understregede, at hans forklaring ikke kunne stå alene, men at beviserne i sagen var stærke nok, takket være en "fantastisk dygtig efterforskning".

/ritzau/