Fornyet kritik af Ny Alliance

Ny Alliances folketingsmedlem Leif Mikkelsen og administrerende direktør i Saxo Bank, Kim Fournais, erkender, at Asger Aamund har ret, når han kritiserer Ny Alliance for at være kommet med for få udspil og for meget ensidig kritik af DF. Gitte Seeberg og Lars Kolind er uenige.

Ny Alliances tre partistiftere Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg. Fold sammen
Læs mere

Kritikken af Ny Alliance fortsætter, og nu kommer den også fra et af alliancens egne medlemmer, folketingsmedlem og tidligere venstremand Leif Mikkelsen:

»Det er rigtigt, at det er kritisabelt, at vi har stillet os op som et modstykke til Dansk Folkeparti. Vi er et modstykke til regeringens tætte samarbejde med DF, men vi skal være det pga. vores politik, og ikke fordi vi vil pege fingre ad de andre.«

Også administrerende direktør i Saxo Bank, Kim Fournais, der har været en af partiets varmeste støtter i erhvervslivet, mener det er vigtigt at vise sig som modstykke til DF gennem politiske sager og ikke ved at pege fingre.

»Hvis der ikke er andet i det, end at sige vi kan ikke lide Dansk Folkeparti, så synes vi ikke, det er særlig interessant,« siger Kim Fournais.

»Årsagen til vi støttede dem i første omgang er blandt andet, at vi synes, det er fantastisk med et parti, der vil fjerne top-og mellemskatten og lave et skattetryk på 43 pct. Sådan noget burde de tage mere fat på, for det er bestemt ikke Dansk Folkepartis mærkesag,« fortsætter han.

Der skal ske noget
Kritikken kommer efter, at Ny Alliance er faldet helt ned til 3,0 pct. i én af meningsmålingerne, og erhvervsmanden Asger Aamund rejste kritik af Ny Alliance i gårsdagens udgave af Berlingske Tidende.

Aamund mener, at det er afgørende for partiets overlevelse, at de fjerner sig fra rollen som partiet, der vil tage magten fra DF, og i stedet markerer sig som et reformvenligt parti med politiske sager på dagsorden.

»Det kan han sådan set have ret i. Fordi der ikke har været et politisk program endnu, så var det vores eneste funktion, men det vil man også se, når det politiske program kommer. Der bliver bud på en lang række områder, ikke mindst på skatteområdet, som bliver banebrydende,« siger Leif Mikkelsen, som dog ikke mener, at partiet er i krise:

»Ny Alliance skal nok stå distancen og få en central placering ved næste valg. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg faldt heller ikke i svime, da vi stod til 22 mandater, for jeg har aldrig troet på det, og jeg falder heller ikke i svime over, at vi står her nu. Men jeg er helt enig i, at nu skal der til at ske noget.«

Uenige medlemmer
Det er dog langt fra alle medlemmer af Ny Alliance, som er enige med Asger Aamund. Ét af dem er medstifter Gitte Seeberg: »Sagen er den, at vi er uenige med DF på en lang række punkter, men det er jo ikke sådan, at DF er det eneste, vi forholder os til. Men vi har hele tiden haft den erklærede målsætning, at vi ønsker et opgør med blokpolitikken, og vi vil have et bredere samarbejde henover midten,« siger Gitte Seeberg.

»Men der er plads til forskellige synspunkter i Ny Alliance, og vi er glade for at have Asger Aamund med i vores interne arbejde, hvor han yder et betydeligt bidrag, men det betyder ikke, at hans udtalelser er i overensstemmelse med Ny Alliances politik,« fortsætter hun.

Heller ikke erhvervsmanden Lars Kolind, som har støttet partiet med 100.000 kr. og arbejdet internt på det politiske program, er enig med Aamund.

»Jeg er ikke enig i Asger Aamunds kritik af, at det eneste man kender Ny Alliance for, er kritikken af DF. Ny Alliance er kommet med mange politiske udmeldinger hen ad vejen, som har fået stor og omfattende presseomtale,« siger Lars Kolind.

»Jeg tror måske, at Asger Aamund ikke er godt nok orienteret om, hvad der foregår.«