Formand: Fængselsindsatte jubler over terror

Det er mere et udtryk for vrede end religiøs fundamentalisme, siger fængselsformand.

Krigere fra Islamisk Stat i Irak. Arkivfoto: AFP PHOTO/HO/ALBARAKA NEWS Fold sammen
Læs mere
Foto: -
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der bliver hujet og jublet i danske fængsler, når TV-nyhederne beretter om døde amerikanske soldater og nye gidselhalshugninger af Islamisk Stat.

I langt de fleste fængsler kender de ansatte til fænomenet, fortæller formand Kim Østerbye fra Fængselsforbundet, fængselsbetjentenes fagforening.

»Det er et problem, vi har i fængsler landet over, men særligt i de lukkede fængsler, hvor vi har de vrede, unge mænd fra de udsatte boligområder,« siger Kim Østerbye.

Fyens Stiftstidende skriver fredag, at indsatte i de to lukkede fængsler i henholdsvis Nyborg og Ringe på Fyn jubler højlydt, når der bliver vist nyhedsindslag om terror, ligesom fængselsbetjente med jævne mellemrum må konfiskere IS-symboler, som de indsatte har hængt op i deres celler.

»Vi oplever indsatte, som står og jubler og råber »længe leve Palæstina« eller »død over jøderne«, når der eksempelvis er noget om selvmordsangreb i TV,« siger tillidsmanden for de ansatte i Ringe Statsfængsel, Steen Østerberg, til Fyens Stiftstidende.

Det er dog ikke nødvendigvis et udtryk for, at de indsatte bekender sig til en konservativ og dogmatisk læsning af Koranen, mener Kim Østerbye. Det handler mere om vrede.

»For mange af de her unge mænd handler det om at vise deres vrede over samfundet. De kommer fra parallelsamfund, der er helt isoleret fra resten af samfundet. Vi oplever sjældent, at de gør det her af religiøse årsager, men mere fordi de gerne vil være vrede over noget,« siger Kim Østerbye.

Han lægger ikke skjul på, at fængselsbetjentene har vanskeligt ved at acceptere sympatitilkendegivelser af den art og foreslår af samme grund mindre afdelinger som en mulig løsning.

»I øjeblikket er der en til to ansatte om en afdeling med 20-40 indsatte. På mindre afdelinger kan betjentene udfordre fangerne og ruske op i dem. Fortælle dem, at det ikke orden at melde sig ud. Lige nu er det gratis for dem at opføre sig ekstremt,« siger Kim Østerbye.

I torsdagens terrorplan dedikerede regeringen ét af de i alt 12 iniativer til at forhindre radikalisering i de danske fængsler.

 

Rettelse: B.dk har tidligere illustreret denne artikel med  et billede af syriske rebeller, der er støttet af bl.a. USA. Det er en misvisende illustration, så billedet er blevet ændret. Samtidig er opslaget med samme foto på Berlingskes Facebook-side blevet slettet.