Forkælet kobekød kommer til Danmark

Det eksklusive og meget dyre japanske kobekød kan snart smages i Danmark, efter Japan har løftet forbuddet mod eksport af det luksuriøse kød.

Foto: PHILIPPE LOPEZ

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at det var en meget fantasifyldt løgnehistorie - køer der bliver masseret i timevis hver dag, og som lytter til blid jazzmusik i staldene.

Men sådanne køer findes, og når de bliver slagtet, kan de sælges for op til 2.200 kroner kiloet.

Køerne stammer fra Japan, hvor kobekødstraditionen har eksisteret i over 1.000 år, og kravene til produktionen er mange. Indtil nu har det kun været muligt at smage kobekødet, hvis man selv kom til Japan, men nu har landet endelig gjort det lovligt at eksportere kødet til udlandet. Det skriver Politiken.

Manden, som blandt andet skal levere kobekød til restauranten Mash, er den japanske kobekødsdistributør Hisato Hamada. Han har i løbet af de sidste fem år fået kontakt med omkring 30 af de bedste producenter af kobekød i Japan.

»Kobekødet har historisk været forbeholdt japanerne. Men den enorme efterspørgsel efter kødet har ført til, at det i dag også bliver produceret i stor stil i USA og Australien. Men der er oftest tale om en blanding af racerne wagyu og angus. Og produktionsformen kan slet ikke sammenlignes med den rene japanske race, som nu er mulig at købe for folk uden for Japan«, siger Hisato Hamada til Politiken.

Restauranten Mash har i alt købt 147 kilo kobekød og regner med at modtage den eksklusive vare løbende i 2015.