Forhandlinger om tv-penge til dansk film afbrudt

De to store tv-stationer kræver, at deres rettigheder til danske film også kommer til at gælde for internettet og mobiltelefonen. Det afviser producenterne.

De danske filmproducenter og de to landsdækkende tv-kanaler kan ikke blive enige om, hvordan de penge skal anvendes, som tv-stationerne har forpligtet sig til at investere i dansk film.

Derfor er forhandlingerne om den såkaldte standardkontrakt blevet afbrudt, og de ventes ikke genoptaget før til efteråret.

Kontrakten fastlægger, hvorledes Danmarks Radio og TV2 skal bruge de i alt 580 mio. kr., som er deres bidrag til det fireårige politiske forlig for perioden 2007-2010.

- Som det ser ud lige nu, må vi formentlig have ministeren og det politiske system til at gribe ind, så vi igen kan komme i gang med forhandlingerne, siger Klaus Hansen, sekretariatschef i Producentforeningen.

Uenigheden skyldes især, at tv-stationer vil have udvidet deres rettigheder til de danske film, så de også kommer til at gælde for internettet og mobiltelefonen.

/ritzau/