Forhandlere sendt hjem: »Ud fra hvor parterne står nu, er der ikke er noget perspektiv i at fortsætte forhandlingerne«

Forhandlingerne på det statslige område er stoppet mandag aften. Parterne mødes igen tirsdag formiddag.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson. De statsansattes topforhandler, Flemming Vinther.
Læs mere
Fold sammen

Forhandlerne på det statslige område er mandag aften blevet sendt hjem fra Forligsinstitutionen, hvor overenskomsten 2018 forhandles, uden resultat. Forhandlingerne genoptages tirsdag klokken 10.

Det siger Innovationsminister Sophie Løhde (V), der kort før klokken 19 mandag aften forlod Forligsinstitutionen. Parterne ankom klokken 14, og mandagens forhandlinger har dermed kun varet fem timer.

»Det så svært ud, da vi ankom i morges. Og det ser meget svært ud, nu hvor jeg går ud af døren.«

»Derfor slutter vi for i dag, vi kommer simpelthen ikke videre i dag. Men vi er indkaldt i morgen af forligsmanden klokken ti, hvor kommunerne og regionerne som bekendt også er indkaldt,« siger Sophie Løhde.

Også chefforhandleren for de offentligt ansatte, Flemming Vinther, siger, at det ser svært ud.

»Vurderet ud fra hvor parterne står nu, at der ikke er noget perspektiv i at fortsætte forhandlingerne. Det har vi meddelt vores modpart og forligsmanden.«

»Det er forligsmanden enig i,« siger Flemming Vinther.

Forhandlingerne mellem de faglige organisationer og for arbejdsgivernes repræsentanter fra stat, kommuner og regioner har stået på siden årsskiftet. De gik dog så meget i hårdknude, at forhandlingerne endte i Forligsinstitutionen.

Her har der været forhandlet intenst i flere uger. Efter en forlængelse af fristen for forhandlingerne er der nu en deadline i Forligsinstitutionen den 1. maj. Nås der ikke en aftale, lurer en storkonflikt.

Ifølge Sophie Løhde er der stadig flere ting, der skiller parterne. Om der er tale om et sammenbrud i forhandlingerne ønsker ministeren ikke at kommentere.

»Der er kun én person, der kan beslutte, om der kan erklæres et sammenbrud, og det er forligsmanden.«

»Det kæmper jeg selvfølgelig imod. Jeg ønsker, at vi når et forlig til gavn for alle danskere,« siger Sophie Løhde.

Samme melding kommer fra de statsansattes chefforhandler, Flemming Vinther.

»Der er kun en, der kan erklære sammenbrud, og det er forligsmanden,« siger han.

/ritzau/