Forfærdelige Florence har frontalkurs mod et skræmt USA

30 millioner mennesker kan blive påvirket, og langt over en million er flygtet, før kæmpeorkanen Florence ventes at hamre direkte ind i USAs sydøstkyst fredag morgen dansk tid. Global havopvarmning kan have pustet orkanens muskler op.

Foto: NASA NASA. Florence har mulighed for at udvikle sig til en tropisk orkan i den allerkraftigste kategori 5, før den fredag morgen dansk tid ventes at gå i land i det sydøstlige USA. Her er den fotograferet fra Den Internationale Rumstation.
Læs mere
Fold sammen

I dette øjeblik hvirvler en tredobbelt kæmpetrussel ind mod de tætbeboede kyster af det sydøstlige USA.

Den har det tilforladelige navn Florence, men har kræfter til at skabe kolossale ødelæggelser og tragedier: stærkt destruktive vindhastigheder, ekstrem nedbør med tilhørende oversvømmelser og ikke mindst en adskillig meter høj og livstruende stormflod.

Af samme årsag er omkring halvanden mio. mennesker flygtet fra kysterne helt fra Georgia i syd til North Carolina i nord, før Florence ventes at ramle frontalt ind i regionen natten til fredag amerikansk tid.

Onsdag eftermiddag befandt den tropiske atlanterhavsorkan sig godt 800 km sydøst for pynten med det filmhistorisk gysende navn Cape Fear i North Carolina. Derude piskede den havet op med middelvindhastigheder på omkring 220 km/t., hvilket placerer den i den næstkraftigste orkankategori 4.

Ifølge bl.a. vejrsitet AccuWeather er der imidlertid risiko for, at Florence tager til i styrke, før den rammer land. Dermed kan den torsdag udvikle sig til en sjælden kategori 5-monsterorkan med vindhastigheder på over 250 km/t.

Forventningen er da også, at Florence bliver den kraftigste orkan i regionen siden orkanen Hugo hamrede ind i bl.a. North og South Carolina i 1989 og skabte ødelæggelser for næsten 50 mia. kr. Ja, den bliver efter alt at dømme endnu kraftigere.

Roy Cooper, guvernør i South Carolina

»Selv om du har redet en storm af før, er denne anderledes. Det er en ekstremt farlig, livstruende, historisk orkan.«


Den amerikanske vejrtjeneste har i usædvanligt skarpe vendinger advaret om, at Florence »kan blive livets storm« i dele af North og South Carolina, og at den har kræfter til at forårsage »ubeskrivelige ødelæggelser«.

North Carolinas demokratiske guvernør Roy Cooper lyder ikke mindre beroligende:

»Selv om du har redet en storm af før, er denne anderledes. Det er en ekstremt farlig, livstruende, historisk orkan.«

Ekstra sårbare kyster

Florence ventes ganske vist at aftage en smule i styrke umiddelbart før dens forventede landgang lige efter midnat lokal tid natten til fredag.

Til gengæld vil den som en bulldozer have skubbet enorme mængder havvand op foran sig. Af samme årsag ventes den at ankomme med en stormflod på op mod fire meters højde og – afhængig af tidevand og lokale forhold – måske på helt op til seks meter.

Det kan skabe katastrofale oversvømmelser på kysterne, herunder i den historiske by Charleston, der ligger i et lavt og sumpet kystområde omkring udløbet af adskillige floder.

I Charleston-området i South Carolina bor omkring trekvart mio. indbyggere, og her har beboere rippet supermarkeder for alt fra mineralvand over batterier til konserves, og mange er ifølge Washington Post flygtet ad den lokale motorvej, der til formålet er gjort ensrettet i alle fire spor, mod delstatshovedstaden Columbia.

Foto: Mic Smith Photography LLC. Overalt i det sydøstlige USA forbereder beboere sig på orkanens ankomst. Her fylder beboere i South Carolina sandsække til at beskytte deres boliger med. Fold sammen
Læs mere

Dertil kommer, at det sydøstlige USAs kyster i de senere år er blevet ekstra sårbare over for havet. På grund af forandringer i både atmosfærens og Atlanterhavets strømme er havniveauet lige ud for regionen i de seneste år steget mere end seks gange hurtigere end det globale gennemsnit, skriver Science Daily.

Samtidig er antallet af udsatte boliger i lavtliggende og kystnære områder i det sydøstlige USA mere end tidoblet siden afslutningen af Anden Verdenskrig. Alt sammen medvirker det til i dramatisk grad at øge risikoen for omfattende materiel destruktion.

Tilmed vedtog senatet i North Carolina i 2012 en omstridt lov, der forbyder at tage fremtidens støt stigende havniveau i betragtning ved planlægning af nye bebyggelser nær kysten.

Men selv langt inde i landet og flere hundrede kilometer både nord og syd for stormens øje må man regne med store ødelæggelser. Meteorologerne forventer, at Florence efter sin landgang vil nedbremse sin fremmarch og hænge over det sydøstlige USA i tre eller måske fire døgn.

I den proces vil den vride sine tunge og kilometerhøje skyer ud over land, og det kan forårsage nedbørsmængder på 500 eller i værste fald helt op til 1.000 mm. Sidstnævnte er væsentligt mere end Danmarks årlige middelnedbør.

Dermed vil floder, søer og lavtliggende områder blive oversvømmet, og mange frygter, at man kommer til at se en gentagelse af orkanen Harvey, der i fjor druknede det halve af millionbyen Houston i de største regnmængder, der nogensinde er målt i de 48 sammenhængende USA-stater.

Foto: MARK WILSON. Burde kystnære bebyggelser som disse nogensinde være blevet opført i lyset af kraftigere orkaner og stigende havniveau? Her Topsail Beach i North Carolina, hvor langt de fleste beboere har valgt at flygte fra orkanen Florence. Fold sammen
Læs mere

Det tidlige efterår er tropiske atlanterhavsorkaners højsæson, og i øjeblikket hvirvler der da også hele tre tropiske kæmpelavtryk rundt ude over Atlanterhavet. Et af de to øvrige, Helene, har – ligesom Florence – udviklet sig til en decideret kraftig orkan, men heldigvis peger alt på, at den drejer mod nord ude over havet, hvorefter dampen går ud af den.

Men betingelserne er aktuelt mere end optimale for udviklingen af ekstremt muskuløse orkaner.

Orkanbenzinen

Tropiske orkaner får først og fremmest næring fra havvand, der er er mere end 26,5 grader varmt, og i øjeblikket er temperaturen i overfladen af Atlanterhavet ud for det sydøstlige USA på 29-30 grader, hvilket er ca. to grader over det normale.

Det virker som benzin på orkanbålet, og man kan bestemt ikke udelukke, at havvandet ville have været mindre varmt uden menneskers bidrag til drivhuseffekten i form af støt stigende CO2-udslip.

Den fremtrædende amerikanske klimaforsker Michael Mann tweetede da også forleden, at »Florence bliver superopladet« med »næsten rekordvarmt havvand«, og at en global opvarmning på bare en enkelt grad »kan forøge sandsynligheden for en sådan hav-hedebølge ti gange eller mere«.

Selv om de fleste har taget myndighedernes advarsler alvorligt og er flygtet ind i landet, herunder til sportshaller, der er indrettet som evakueringscentre, er en del blevet tilbage i håb om at kunne ride stormen af.

I Southport i North Carolina har Tim Terman således tænkt sig at blive i sit hus, der ligger bare seks meter over havniveau.

»Når man er rejst, er det svært at komme tilbage og tjekke ødelæggelserne. Mit hjem er alt, hvad min kone og jeg ejer, i materiel forstand et helt livs ting og sager,« siger han til CNN.

Det er muligt, at Tim Terman og hans hus overlever. Men det bliver formentlig i et mørkelagt hjem. Ifølge Washington Post risikerer over 3,5 mio. husstande at miste strømmen under Florences hærgen.

Imens holder alle i USA vejret. Lige bortset fra det hastigt roterende megamonster, der ubønhørligt nærmer sig kysten.