Forening tordner mod voldtægtsdom: »Næsten straffrit at voldtage en kvinde«

Det er tæt på straffrit at voldtage en anden person, mener Dansk Kvindesamfund, efter tre unge mænd er blevet idømt en betinget straf for voldtægt af en 17-årig pige.

Arkivfoto. Det er tæt på straffrit at voldtage en anden person, mener Dansk Kvindesamfund, efter tre unge mænd er blevet idømt en betinget straf for voldtægt af en 17-årig pige. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

Det skete under en privat fest i starten af 2015 på Midtfyn. En 17-årig pige havde fået for meget at drikke og lagde sig op på et værelse for at sove branderten ud.

I løbet af natten fik hun selskab af tre unge mænd på henholdsvis 16, 18 og 18 år, og i løbet af natten havde de alle tre samleje med den 17-årige pige, der intet kunne huske dagen efter.

Ved retten i Svendborg blev de tre unge mænd idømt en betinget fængselsstraf for at have »skaffet sig samleje med en person, som er i en tilstand, hvor den pågældende ikke kan modsætte sig handlingen«, som Fyens Stiftstidende skrev onsdag. De tre mænd erkendte at have haft samleje med pigen, men fortalte i retten, at den 17-årige pige havde indvilliget i at være sammen med dem.

Retten vurderede dog, at der var tale om et overgreb, og udover den betingede fængselsstraf skal de tre unge mænd betale pigen 20.000 kroner i erstatning.

Hos Dansk Kvindesamfund har man svært ved at finde fornuften i den slags domme. Dommen er symptomatisk for et retssystem, hvor det næsten er straffrit at voldtage en kvinde, lyder det fra organisationens næstforkvinde, Ulla Tornemand.

»Vi har at gøre med pige, der sandsynligvis er ødelagt følelsesmæssigt og måske endda fysisk, og som risikerer at blive marginaliseret i lokalsamfundet,« siger hun.

»På den anden side har du tre unge fyre, der har får en betinget dom for en forbrydelse, der har voldsomme konsekvenser. De kan leve deres liv videre, det kan pigen ikke. Det er det signal, vi sender,« siger Ulla Tornemand med det forbehold, at organisationen ikke kender alle omstændigheder omkring sagen.

Næstforkvinden henviser videre til de statistikker, der viser, at der kun falder dom i en ud af fire voldtægter, der bliver anmeldt.

»Det rejser jo det principielle spørgsmål om, hvem der har ansvaret for voldtægten? Det er jo ene og alene dem, der begår den, men det ser vi ikke signaleret igennem vores retssamfund,« siger Ulla Tornemand og peger på, at der er endnu flere voldtægter, der slet ikke bliver anmeldt.

»Vi har en kultur og et system, der gør, at det er meget, meget svært at få dømt dem, der begår voldtægt,« siger Ulla Tornemand.

Dansk Kvindesamfund ønsker ikke at pege på, hvad man konkret mener, straffen burde have været i ovenstående sag.

»Der er en masse eksperter, der ved noget om det her område, og det er dem, man skal have fat i. Noget skal der ændres,« siger næstforkvinden og tilføjer:

»For lige nu er det tæt på straffrit at begå en voldtægt i Danmark«.