Fordomsfodbold

Hvordan skulle man finde rundt i moradset af indtryk i et moderne 32-kanals liv uden sine trofaste fordomme?

Kan De huske det finske spil »Jokka«? Et spil, der kræver en håndfuld finner, mindst en flaske sprit og en kniv. I al sin enkelhed går spillet så ud på, at man drikker spritten, slukker lyset og kaster med kniven. Den, der bliver ramt, ja, han er »Jokka«.

Det er selvfølgelig en gammel joke, men hvorfor er det nu, den er sjov, hvis man altså synes den er det? Det er nok til dels, fordi den så effektivt pløjer sig op omkring tre klassiske fordomme om finner – sprit, knive og almindelig uforståelig adfærd.

Er det forkerte fordomme? Måske, jeg har nu aldrig mødt nogen finner, der for alvor modbeviste det. På den anden side har jeg faktisk ikke mødt ret mange finner, så det kan vel siges at ligge lidt hen i det åbne.

Men en fordom er det, og i den offentlige mening, er det jo noget af det værste, man kan rende rundt med. Smag lige på ordet fordomsfuld – nej, det er nok ikke ham eller hende, man helst vil have til bords ved et otte timers sølvbryllup.

Men så er det, jeg godt lige vil vove pelsen og komme med et forsvar for nogle basale fordomme. Ærlig talt, hvordan skal man ellers kunne navigere i det morads af indtryk, som et moderne 32-kanals liv byder på? Man kunne jo stort set aldrig få noget fra hånden, fordi man måtte bruge al sin koncentration på at forholde sig til alt og alle forfra hele tiden.

Tag nu et aktuelt eksempel: EM i fodbold. En sand folkefest og et overflødighedshorn af god fodboldunderholdning. Hver aften i flere uger har det nu væltet ind over os med kampe, og selv om man selvfølgelig gerne vægter fodbolden i sig selv, er man jo nødt til at holde med nogen – ellers bliver det hele lidt for lektor-agtigt.

Men sandheden er bare, at alle spillerne stort set er teknisk velfunderede, hurtigtløbende euro-millionærer i de samme europæiske ligaer, trænerne skifter frem og tilbage, og der er i grunden ikke større afvigelser i spillestilen, end der er i holdningerne i dansk politik. Hvad har vi så tilbage? Rigtigt, fordommene.

Se på franskmændene. Masser af dygtige spillere, masser af afslappet arrogance, ikke noget med at se skriften på væggen og egne mangler, men føre sig frem, som om EM-trofæet var en EU-traktat, der bare skulle tromles hjem.

Tyskerne, ikke. Se nu ham Ballack, brystet og hagen frem i klassisk herrefolks- mentalitet, og så skal vi vel igen se dem rode rundt med halvheldige et-måls sejre, indtil de andre hold har fået turneringskuller, og tyskerne så slår til i de sidste kampe og ender i finalen.

Nok mod Italien, pomadernes hjemland, hvor de italienske dengser opfostret som ufejlbarlige af mama derhjemme, er 100 procent sikre på, at finalen er deres personlige ejendom, og skulle den ikke være det, kan det kun skyldes sammensværgelser fra modstandere, dommere, UEFA, EU og andre protestanter.

I hidsighed overgås de vel kun af tyrkerne, entusiasmens sande højborg, hvor brutalitet og troskyldighed følges ad i den evige liv-eller-død-fodbold under den tyrkiske halvmåne.

Hos næsten-naboerne Kroatien har man genfundet kombinationen af hårde teknikere med en ørerings-prydet træner, der varmer op med halvfascistisk heavyrock.

Og så er der selvfølgelig Sverige – altid med et par stjerner på toppen af en cool, taktisk gennemtænkt, lettere kedelig nordisk velfærdsmodel.

Hvilket bringer os hjem i sofaen igen – hvor billedet af danske slutrundepræstationer langsomt fortoner sig i en stadigt fjernere fortid. Men vores fordomme – dem kan de ikke tage fra os.