Forbund: Ny formand må komme fra HK

Den nye formand for KTO skal nok findes i HK, vurderer formanden for Dansk Socialrådgiverforening.

Den nye formand for KTO, der forhandler overenskomst for de offentligt ansatte, skal findes i HK. Sådan lyder vurderingen fra Henning Breinholt, formand for Dansk Socialrådgiverforening og medlem af KTO's bestyrelse. Han deltog ikke selv i torsdagens møde, hvor FOA's formand Dennis Kristensen valgte at trække sig. Anders Bondo Christensen fra Danmarks Lærerforening er foreløbig udnævnt til ny formand, men det kan ifølge Henning Breinholt være for en kort periode.

- Normal kutyme vil være, at det bliver Kim Simonsen fra HK/Kommunal, der bliver ny formand. Det er det største forbund, og han var allerede på tale, da Dennis Kristensen blev formand, siger Henning Breinholt til Ritzau.

/ritzau/